TikTok vil gøre det nemmere for dig at få dårlig samvittighed over dit skærmforbrug

TikTok vil gøre det nemmere for dig at få dårlig samvittighed over dit skærmforbrug
TikTok. (Foto: Chesnot/Getty Images)

Én time, to timer, tre timer – tiden flyver af sted, når du først logger ind på TikTok, men sådan behøver det ikke nødvendigvis være.

Således har TikTok lanceret nye værktøjer til at minde dig om, hvornår du rammer grænserne for dit skærmforbrug og for at hjælpe dig med bedre velvære i de digitale omgivelser.

Det sker med påmindelser, du selv kan opsætte, når du har brugt et specifikt antal minutter i appen.

Formålet er at begrænse mængden af tid, du bruger på TikTok, i én omgang, og det fungerer dermed blot som et supplement til den mere strikse tidsbegrænsning i appen, hvor man kan låse sig selv ude.

TikToks nye funktion med påmindelser om skærmforbrug. (Foto: TikTok)

Samtidig lancerer TikTok en oversigt, hvor du nøje kan følge med i, hvor mange timer du bruger på at scrolle igennem videoer.

Oversigten deles op i dag og nat, så du kan se, hvornår du har tendens til at åbne appen og synke ned i det dybe hul af endeløs underholdning.

Samtidig vil der for brugere mellem 13 og 17 år blive tilføjet en påmindelse, der automatisk dukker op – uanset om man vil det eller ej – når TikTok har været åben i 100 minutter.

»Vi håber, at disse nye værktøjer til bedre trivsel online vil fostre og støtte fællesskabet og deres positive forhold til TikTok«, lyder det fra Jordan Furlong, TikToks produktchef for digitalt velvære.

De nye værktøjer og udmeldingen fra TikTok kommer i kølvandet på voldsom kritik af appen og dens indflydelse på især helt unge brugere, der ifølge flere studier kan ende med at blive afhængige af platformen.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af