Maya Tekeli om memes og valgkampen online: »Der er en mærkelig influencer-energi blandt politikerne«

Hun er journalist på Frihedsbrevet, tidligere vært for ’Det lille mememageri’ og giver her sit bud på, hvad vi kan forvente af den forestående valgkamp online. Maya Tekeli frygter for politikernes brug af memes, men kan til gengæld ikke hidse sig op over kiksede TikTok-videoer.
Maya Tekeli om memes og valgkampen online: »Der er en mærkelig influencer-energi blandt politikerne«
Maya Tekeli. (Foto: Klaus Vedfelt)

FOLKETINGSVALGET ONLINE. Valgkampen er officielt i gang, og mere end nogensinde før bliver den udkæmpet online.

Det er ikke længere nok blot at være aktiv på traditionelle platforme som Facebook og Twitter. Nu skal politikerne også tænke over, hvordan de profilerer sig, og hvorledes deres modstandere fremstiller dem i alt fra memes til TikTok-videoer.

Og her er Maya Tekeli på hjemmebane – i mødet mellem politiske dagsordener og sociale medier.

Hun slår til daglig sine folder hos Frihedsbrevet, hvor hun er vært på den daglige morgenpodcast ’Fri Dag’, og så er hun en markant profil i det danske memelandskab, som hun var en af de første til at belyse i Danmark som vært på Radio24syvs ’Det lille mememageri’.

Derfor ringede vi til hende for at få et bud på, hvordan valgkampen kommer til at udspille sig online.

Hvordan bruger du sociale medier til at følge med i politik – og særligt under valgkampen?

»Jeg bruger det på den måde, at jeg rimeligt målrettet holder øje med, hvad de forskellige partier og politikere deler for at få en fornemmelse for deres narrativer og retorik om deres egne foreslag og om deres politiske modstandere. Samtidig får jeg – ved at følge forskellige mediepersoner – kurateret indhold ud over det, jeg kan finde hos forskellige medier«.

Hvad er den største udfordring for den almindelige dansker ved at følge valgkampen online?

»Jamen, der er så meget indhold! Så bare det at overskue det kan være svært. En anden udfordring er, at politikernes profiler på sociale medier er bundet op på en enkelt person. Så der er en mærkelig influencer-energi blandt politikerne, hvor de prøver at skabe et parasocialt forhold til dig, så du kan lide dem, selvom de så sniger nogle informationer med ind. Så det kan være svært at adskille indholdet fra afsenderen eller personen«.

Kan du udpege én tendens, der kommer til at dominere valgkampen i meme-landskabet?

»Memes. Det er en kommunikationsform, som rigtig mange benytter sig af til ting, der ikke truer vores demokrati eller er problematiske. Men når de bliver suget op af folk, der har interesser – som politikere, medier eller forretninger – så er der et formål med det. Og når det er politikere eller partier, der er relateret til dem, så drejer det sig om at tilegne sig den politiske magt«.

»I takt med at der er valgkamp på vej, gasser memeprofiler, der laver politisk indhold, op. Jeg ser primært profiler, der går til angreb – hvis man kan kalde det angreb – på Mette Frederiksen, og så profiler der går til angreb på nogle som Inger Støjberg og Dansk Folkeparti. Altså, udlændingespørgsmålet. Og så Jeppe Kofod. Man forstår ikke, hvordan den joke er sjov længere, men det er den åbenbart«.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Vil du kalde det angreb eller satire, når der langes ud efter politikerne på den måde?

»Det er så svært at sige på vegne af både afsender og modtagere, hvad der er satire, men det bliver jo deklareret som satire. Så er der det med humor, at der er nogle ting, man synes er sjove, og så er der nogle ting, man ikke synes er sjove, og der kan man være uenige med andre«.

Hvilken rolle ser du meme-profiler som dkpolmemes og morfar.fortaeller spille i valgkampen?

»De formår jo at mobilisere deres følgere til at gøre noget helt konkret. Det er ikke helt nyt, men det er værd at tænke over. Hvis de kan mobilisere folk til at lægge kommentarer under Mette Frederiksens opslag, så har de en evne til at rykke ved folk«.

»Noget, der er vigtigt at være opmærksom på, er forholdet omkring anonymitet på internettet. Når man følger politiske memeprofiler, især under en valgkamp, kalder det på mere gennemsigtighed og mere kritisk sans. For man skal altså tænke på, at der sidder mennesker bag profilerne, som er direkte eller indirekte forbundet med politiske partier«.

Man taler om memes som en af grundstenene i de kulturkrige, der blandt andet førte til stormen på Kongressen i USA. Aner vi de samme tendenser hos politiske memeprofiler herhjemme?

»Folk vil jo gerne have, at jeg maler fanden på væggen, og det orker jeg ikke lige. Men det, jeg kan sige, er, at det altid er relevant at være opmærksom på de dynamikker, der opstår, når folk grupperer sig på internettet«.

»Det er et udtryk for, at man begynder at presse grænserne mere og mere. Og uden at sige at hverken jeg eller andre er radikaliserede, så opstår der en fælles forståelse af virkeligheden, ligesom der gør i politiske partier, vennegrupper og i mediehuse. Det er bare sådan, mennesker er«.

Er der en politisk tendens online, du er ved at brække dig over?

»Det er ærgerligt, at memes er en udtryksform og en kultur, som har levet sit eget liv og udviklet sig på sin egen måde, og som nu bliver opdaget af politikere og partier, der er sådan: ‘Hov, det er sgu da en perfekt måde for os at udtrykke os på!’, fordi det er kort, unuanceret, og det kan stå på labels«.

»Så bliver det som så mange andre kommunikationsformer suget op af dem. Dét synes jeg er forventeligt, fordi sådan er livet, men samtidig er det så udmattende ikke at kunne have noget i fred, og når folk så blander sig, kan de ikke helt finde ud af det eller være ærlige omkring, hvad de egentlig laver. Så det er et grundniveau af mental udmattelse, som jeg oplever i udviklingen af memekulturen, når de voksne blander sig«.

»Vi har netop set det med Morten Messerschmidt og Dansk Folkepartis nye kampagnevideo om islam, der skriger af dyster trailer-til-Christopher-Nolans-‘Batman’-film, så den dramatik kan biograferne heller ikke have for sig selv«.

Hvordan ser du TikTok have en effekt i valgkampen?

»Det kommer til at spille den rolle, at man kan få et fucking afbræk fra valgkampen, fordi der er så meget andet indhold, at man ret let kan styre sin algoritme uden om det politiske«.

»Men når jeg kigger på de fleste reaktioner [på TikTok, red.], så er det personer, der allerede støtter Alex Vanopslagh eller Rosa Lund, som reagerer på indholdet. Og hvis du spørger mig, som ikke er TikTok-ekspert, men forbruger, så er meget af det, der kommer op, ret cringe – det giver mig i hvert fald ikke ny politisk indsigt«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
@denrigtigerosalund

Godt det ikke ligger i kortene… #fyp #enhedslisten @Alex Vanopslagh @Liberal Alliance

♬ locked up – Coinyes

Er der en profil med geniale takes på politik og valgkampen, du vil anbefale, at man følger?

»Nej, det er der ikke. Jeg kan ikke pege på én, der på den ene eller anden måde ikke er ensidig eller ikke har et vist udgangspunkt, og jeg synes, at hvis man skal følge med i politik, så skal man få hele pakken og have alle nuancer med«.

Er der så en profil, du anbefaler, at man blokerer?

»Jeg vil ikke bestemme, hvad folk skal blive fri for. Men hvis du vil være fri for nogen, så bloker dem! På et tidspunkt havde jeg et dogme om, at ‘Jeg svarer alle, jeg går i dialog med alle, jeg blokerer ingen’. Og det er egentlig fint nok, lige indtil der kommer en idiot forbi«.

Hvad er det værste eksempel på en politiker, der har trådt helt ved siden af online?

»Det er ret åbenlyst, at Søren Pind trådte ved siden i forhold til Lars Findsens sexliv. Der er rigtig mange eksempler på politikere, der træder ved siden, men jeg ved ikke, om kriteriet for at træde ved siden bør være, at man får en shitstorm, for det synes jeg egentlig ikke. Jeg synes bare, at meget af det er pinligt«.

»Jeg tror, at vi alle sammen har oplevet at skrive eller gøre noget på sociale medier, som vi i dag tænker ‘arh, okay’. Men fordi en time i virkeligheden jo nærmest svarer til et døgn på internettet, skal det gå hurtigt, hvis man vil deltage i debatter eller aktualiteter, og når ting skal gå hurtigt, så kan man glemme at tænke sig om«.

Hvis du med et trylleslag kunne ændre én ting online i forbindelse med valgkampen, hvad skulle det så være?

»Det er ved at være oppe over, at politikere bruger officielle kanaler til at udtale sig, hvor der kan stilles kritiske spørgsmål af journalister. Hvis de har noget at sige, kan de lade være med at tage en selfie og lægge det online«.

Hvilken yngre dansk politiker gør det allerbedst online og hvorfor?

»Jeg har ikke set nogen endnu [som gør det godt, red.], så hvis der er nogen, der læser denne artikel, så send forslag til mig!«

Hvis du skulle give ét tip til en politiker omkring deres tilstedeværelse online under valgkampen, hvad skulle det så være?

»Jeg vil afholde mig fra at give råd til politikere og partier, det må de ansætte nogen til at gøre. Det er jeg faktisk ret sikker på, at de allerede har gjort«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af