Kom i praktik på Soundvenues kulturredaktion

Kom i praktik på Soundvenues kulturredaktion
Julia Fox ved åbningen af Yayoi Kusama-udstillingen på The National Gallery of Victoria. (Foto: Wendell Teodoro/Getty Images)

OBS: Læg mærke til, at vi har en ledig praktikplads i både forårs- og efterårssemesteret 2025.

Er du en kulturnørd, der altid er på jagt efter nye oplevelser? Skal du bare læse den bog, alle snakker om lige nu, har du en lang podcast-kø, eller spammer du dine venner med memes på alle tidspunkter af døgnet?

Og har du lyst til og talent for at videreformidle din begejstring skarpt og med overblik i nyheder, interviews, features, reportager, anbefalinger og guides?

Så kan du meget vel være den næste universitetspraktikant på Soundvenues kulturredaktion.

Kulturredaktionen dækker nysgerrigt og holdningsspækket alt det vigtige i kulturlandskabet, som vores musik- og filmredaktioner ikke allerede dækker. Det gælder alt fra litteratur til scenekunst, podcasts, internet, mode, skønhed og andre fænomener, der griber eller definerer noget i tidsånden.

I løbet af praktikopholdet får du sparring, der udvikler dit skrivetalent, og målet er, at du ved slutningen af praktikperioden er en dygtigere og mere effektiv kulturformidler.

Praktikopholdet kan kombineres med kurser på din uddannelse.

Flere af vores praktikanter er efter opholdet fortsat som freelancejournalister og -anmeldere.

Vi søger disse kompetencer i en praktikant:
* Du skriver skarpt og (næsten) fejlfrit.
* Du har solid indsigt i kulturområdet og gode idéer til at formidle det.
* Du er sulten efter at lære mere og går ydmygt til nye opgaver.
* Du sætter pris på et uformelt arbejdsmiljø.

Det formelle:
* Praktikken finder sted på Soundvenue-kontoret i København K.
* Praktikken er ulønnet, men inkluderer frokost.
* Vi tilbyder to praktikpladser i 2025: I henholdsvis marts-juni og september-december. Oplys os om, hvilken af de to, du søger.

Din ansøgning skal indeholde:
* En præsentation af dig selv.
* En liste over dine tre største kulturoplevelser i den seneste tid – med begrundelser.
* Hvis muligt et eksempel på noget du tidligere har skrevet.

Send ansøgningen til chefredaktør Nicolai Torp på nto@soundvenue.com hurtigst muligt men senest 16. februar. Vi holder samtaler løbende.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af