’Penge på lommen’ af Asta Olivia Nordenhof (177 sider)
Der er noget vidunderligt zero fucks given over Asta Olivia Nordenhofs måde at forvalte sin stjernestatus i dansk litteratur.
I 2013 udgav hun digtsamlingen ‘Det nemme og det ensomme’, som blev en kæmpesucces, nærmest fast pensum i gymnasiet, og blev udråbt som den nye lysende poet. Så trak hun stikket i syv år, før hun i 2020 udgav romanen ‘Penge på lommen’ og proklamerede, at den var den første i en serie på syv om mordbranden på Scandinavian Star.

A hvaffor noget tænkte den samlede anmelderstand, men overgav sig så fuldstændigt og smed stjerner efter først del 1 ‘Penge på lommen’ og senere del 2 ‘Djævlebogen’.
‘Penge på lommen’ handler dels om Kurt og Maggie på gården og er dels drevet af en slet skjult kapitalismekritisk fortællerstemme, der blandt andet hævder, at branden på Scandinavian Star blev anstiftet. Nordenhof går linen ud, når hun er vred.
’Hun har altid lyst til, at der skal være en til’ af Amalie Sehested Rom (152 sider)
Glitrende guld på hvid baggrund. Så chic er denne debutbog fra Amalie Sehested Rom. Det er en tynd lille paperback, men den indeholder tre fortællinger: ‘Timéa & Inés & Lola’, ‘Sandwich’ og til sidst ‘Jordbærtærte’.
Især den første hovedkarakter, Timéa, glemmer man ikke lige igen. Hun er på jagt efter en parisisk lejlighed, der er til at betale (rip), og i kærlighed og boligjagt gælder alle kneb, som man siger.

Fortællingen har temperament og skyder (også) en voldsom kapitalismekritik fra sig, som trækker tråde gennem resten af bogen.
‘Hun har altid lyst til, at der skal være en til’ udkom lige inden jul sidste år på Amulet, et af de mikroforlag, der ofte agerer springbræt til en strålende forfatterkarriere. En postgang for sent til debutantpriserne, men som en glitrende julegave til os andre; nemlig en debut, man ikke lige havde regnet med: fræk, vred og egenartet.
’Bonjour Tristesse’ af Francoise Sagan (184 sider)
Det er jo altid skønt, når nogens debut bliver udgivet under “ramaskrig”. Da den dengang kun 18-årige Francoise Sagan debuterede i 1954, blev romanen kaldt skandaløs, fordi, forklarede forfatteren, at det var »uacceptabelt, at en ung kvinde havde lov til at bruge sin krop, som hun ville«.
For knap ti år siden blev romanen nyoversat til dansk og udkom som en af de første i Gyldendals Skala-serie, der blev sat i verden for at give bøger den ros, de gik glip af i samtiden.

Som den trikolore-farvede cocktail på forsiden antyder, befinder vi os hos den franske overklasse. 17-årige Cécile er taget på ferie med sin far og dennes nye dame. Så sker der, hvad der jo sker på sådan en ferie: Cécile indleder en affære, den afdøde mors veninde dukker op, planer lægges, katastrofer varsles, Middelhavet glitrer.
Hele herligheden kan endda ses på det store lærred i hvert fald i udlandet, hvor filmatiseringen fra sidste år er begyndt at få biografpremiere med ingen andre end Claes Bang i rollen som den franske papa.
’Døgnkioskmennesket’ af Sayaka Murata (150 sider)
Japanske Sayaka Muratas ‘Døgnkioskmennesket’ fra 2016 er en moderne klassiker. »Den her bog fik mig til at grine, indtil den fik mig til at græde«, skriver en reddit-bruger, og sådan har man det, mens man læser om Keiko i døgnkiosken, hvor hun har arbejdet hele sit voksenliv.

Termen “skæv eksistens” er som opfundet til Keiko, der ikke ved hvorfor, at familien har travlt med, at hun skal stræbe efter mere. Da hun lærer en ny mandlig kollega at kende, ånder omgivelserne lettet op: endelig en mand, endelig noget normalt, men ser lykken ens ud for alle?
Det er ikke autofiktion, men Murata har selv arbejdet i en døgnkiosk, og på det litterære forum Literary Hub har hun skrevet en ode til den: »Du var det eneste stabile ‘normale’ i mit liv, alle mine følelser som et menneske tilhører dig.«
Med sin egen sære minimalisme er det dét, Murata undersøger: normalitet og følelser.
’Eva og Jeanne’ af Ditte Holm Bro (112 sider)
»Adam havde sit mådeholdne drag om munden, så ærbar. Eva fik det sådan live a little.« I det her paradis spiller Adam tredjeviolin.
Ditte Holm Bro har skrevet en fandenivoldsk fortælling om Jeanne (som i Jeanne d’Arc) og Eva (som i den originale Eva). Forfatteren har forladt den poetiske realisme og er gået klædeligt bananas.

Jeanne, jomfruen, og Eva, synderen, tager revanche. De forelsker sig, drager i krig med begæret dryppende fra under rustningen, spiller badminton i paradisets have (hos Bro: »parken«), og de finder sig ikke i noget. Det er tydeligt, at forfatteren har haft det sjovt med at skrive de her to frem i lige dele poesi og popslang.
»Et panromantisk sommerhit«, blev romanen kaldt af en anmelder, og den kalder da også på hed sommer og løssluppen stemning.
’Hvis Beale Street kunne tale’ af James Baldwin (200 sider)
Forfatter og borgerrettighedsaktivist James Baldwins verdensberømte roman fra 1974 blev ikke mindre hjerteskærende af filmatiseringen fra 2018 med Kiki Layne og Stephan James i hovedrollerne som Tish og Fonny.

I forbindelse med Baldwins 100-års fødselsdag sidste år, udkom romanen endelig på dansk. 19-årige Tish og 22-årige Fonny er barndomskærester, scenen er 1970’ernes barske Harlem, New York, hvor man som sort mand kan skyde en hvid pind efter retfærdig behandling. Det får vores young lovers at føle, da Fonny bliver uskyldig dømt.
Det er en roman om racismens horror, men også en blid kærlighedshistorie. »Tidløs,« kalder Joyce Carol Oates den, »en kunst, der ikke har spor brug for æstetiske tricks.«
Og det er netop dét, den kan, overbevise uden krumspring, men som en dybdeborende menneskelig historie om uretfærdighed.
’Stakkel’ af Mathias Faldbakken (184 sider)
Der er en sætning fra en avisanmeldelse af ‘Stakkel’, jeg ikke kan få ud af hovedet: »Manden skriver vitterligt, som om samtidslitteraturen rager ham en fjer.«

Det er en spot on beskrivelse af det forfatterskab, som har givet norske Mathias Faldbakken fortjent stjernestatus. Hans forrige, ‘Vi er fem’, handlede på bedste Mary Shelley-facon om en lerklump, der bliver levende, og i ‘Stakkel’ finder mølledrengen Oscar et barn i skoven. Han indfanger det og tager det til sig. Men pigen, som det viser sig at være, vokser sig større og vildere, og snart må hun og Oscar flygte over hals og hoved. Vejen går til Oslo og direkte ind i en helt anden slags fortælling.
Faldbakkens USP er, at han er så sikker i sin skrift, ellers ville det blive noget af et cirkus med så mange stilarter, historiske perioder og plottråde på under 200 sider, men der bliver ikke rystet på hånden.
Med ‘Stakkel’ i tasken har du tankestof nok til hele ferien!
’At skrive og leve’ af Clarice Lispector (147 sider)
Det brasilianske forfatterikon Clarice Lispector er bestemt ikke den første, der skriver om at skrive, og man skal altså have et rimeligt stort overskud for at mestre genren. Det har Lispector.
I årene 1967-1973 skrev hun en klumme for Rio-avisen Jornal do Brasil, og mange af teksterne handler om selve dét at skrive dem. Så forvent ikke Carries kække klumme i The New York Star, Lispector udfordrer genrens ellers sædvanligt lette tone og nægter endda et enkelt sted at kalde sin kronik for en kronik, den »er bare«.

‘At skrive og leve’ er et udvalg af klummer og medskyldig i den Lispector-hype, der har været i #dklit, siden hovedværket ’I stjernens time’ udkom på dansk i 2020.
Det er den perfekte bog til at sidde på en fortovscafé i en europæisk storby med en espresso og en cigaret.
’Shy’ af Max Porter (128 sider)
Alle, der har set det virale meme af en mildest talt skeptisk Cillian Murphy, ved, at der skal meget til at bevæge den mand. Men ifølge flappen på Max Porters seneste roman knuste den skuespillerens hjerte.

Senere i år kan vi endda se filmatiseringen af romanen med selvsamme Murphy i hovedrollen som rektor på den kostskole for utilpassede unge drenge, hvor Shy, en hjerteskærende, elskelig møgunge, er blevet sendt hen. Her hersker maskuline værdier a la manosfæren, men den slår altså også sprækker, især hos Shy.
I et – ellers atypisk for socialrealisme – poetisk sprog, der flirter med digtgenren, følger vi vores hovedperson en enkelt nat on a mission for at drukne sig selv, så han endelig kan slippe for den indre tumult, der gør livet ubærligt.
Jeg har selvfølgelig ikke tænkt mig at fortælle, hvordan den ender, jeg siger blot: Lad dig overraske.
’Eks’ af Christina Hesselholdt (89 sider)
På et tidspunkt i den her roman har hovedpersonerne sex med hinanden, og det beskrives sådan her:
»Daniel sagde: “Ooh”. “Ooh”, svarede Judith. “Ooh”, sagde Daniel.«
Send din gamle dansklærer en kærlig tanke, for det her er altså halvfemser-minimalisme, når det er bedst.

Hesselholdts tidlige forfatterskab har fået nye klæder, og ‘Eks’ fra 1995 er blevet genudgivet. Den handler om Daniel og Judith, der har mødt hinanden i venteværelset hos lægen – tiden før Tinder, I ved – og nu drikker rødvin og fortæller hinanden om deres ekser.
Selvom der ikke sker særligt meget mere end det, er tempoet rimeligt hæsblæsende, dialogen er skarpt skåret og smelter sammen på samme tid.
Dem, der siger, at et billede kan sige mere end tusind ord, har altså aldrig læst Hesselholdt, der ifølge denne skribents ydmyge mening er en af landets bedste forfattere. Her kan godt nok siges meget i én enkelt samtale.