Guide: Hvad kan Louis Vuitton forvente af Nicolas Ghesquière?

ghesquière

Det franske luksusmærke Louis Vuitton har sagt au revoir til Marc Jacobs og bonjour til Balenciagas tidligere chefdesigner Nicolas Ghesquière.

Men hvad kan Louis Vuitton egentlig forvente af deres nye kreative direktør?

Nicolas Ghesquière forvandlede det ikoniske couture-hus Balenciaga, da han i en alder af blot 25 år tog roret i 1997, og op til det mindre elegante exit sidste år, havde den talentfulde franskmand leveret den ene pragtpræstation efter den anden for det spanske luksusmærke.

Vi ser tilbage på nogle af Ghesquières trendsstartende tiltag hos Balenciaga, der har medvirket til at redefinere luksusshoppernes smag, på de næste sider.

balenciaga lariat

It-tasken
Selv hvis du ikke er bekendt med Balenciagas designlandskab, er du formentlig stødt på Ghesquières populære Lariat-taske, modehusets uofficielle varemærke.

Da it-bag-manien skyllede ind over os i starten af 00’erne, var det med Lariat-modellen som frontløber, hvor tasken kunne spottes på alle fra Kate Moss til Olsen-tvillingerne. Lariat har overraskende nok overlevet masseeksponeringen og er i dag gået hen og blevet en moderne klassiker.

balenciaga1

Fantastiske silhouetter
Ghesquière har sans for skræddersyning, og i løbet af sine 15 år hos Balenciaga har chefdesigneren sendt den ene markante silhouet efter den anden ned ad catwalken. Særligt smukke var hans puppeformede, voluminøse jakker fra AW/06 og de futuriske silhouetter med markerede skuldre fra mærkets SS/08.

Modemandens arkitektoniske tiltag bidrager endvidere til at linke Balenciagas arkiver til nutiden, da det var mærkets grundlægger, Cristóbal Balenciaga, som indledte modeverdens brug af skulpturelle silhouetter.

balenciaga

Hidsige hæle
Det franske talent er ingen designkujon og sætter gerne noget på spil i sine kreationer, hvilket navnligt kommer til udtryk i spektakulære og detaljerige skodesigns.

Ghesquière har skabt en lang række killer heels for luksusmærket. Heriblandt den knæhøje gladiatorstillet fra SS/08 samt modellen ‘Lego’, som blev til i samarbejde med Pierre Hardy, der giver det populære legetøj et high fashion-formål.

kristen stewart nicolas ghesquiere

Celeber fanskare
Ghesquières anmelderroste arbejde for Balenciaga har selvsagt medført en god portion kvindelige celebfans, ikke mindst ‘Twilight’-stjernen Kristen Stewart, der har ageret muse for luksusmærkets duft ‘Florabotanica’.

Hvorvidt de modebevidste a-listere atter vil lovprise Ghesquières designarbejde er endnu uvist, men én ting er sikkert, Charlotte Gainsbourg, Chloë Sevigny og Kristen Stewart vil være at finde på første række, når Ghesquière fremviser sin debutkollektion for Louis Vuitton.

ghesquiere

Forvent det uventede
Det lyder måske lidt som en kliché, men ikke desto mindre kan Ghesquières arbejde først og fremmest karakteriseres ved designerens vovemod og sans for fornyelse.

Uden alt for meget skelen til couturehusets arkiver, skabte Ghesquère den ene unikke kollektion efter den anden, fra kropsnært i SS/03 til voluminøst i AW/06, fra glitrende og vovede metaller i SS/07 til afdæmpede, Marie Antoinette-inspirerede couturekjoler i SS/06, fra vilde blomsterprints i SS/08 til en kollektion holdt i sort i AW/00. Du nævner det, Ghesquière har gjort det, og vi glæder os til at se, hvad designeren finder på næste gang.

Læs også: Det bedste fra Marc Jacobs’ tid hos Louis Vuitton

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af