Sløret er blevet løftet for de længe ventede nomineringer til filmbranchens fornemmeste prisuddeling, Oscar-showet. Blandt de mange kategorier findes prisen for ‘Bedste kostumedesign’ og i år skal slaget stå mellem fem historiske dramaer.
Michael Willkinson for ‘American Hustle’
Nomineringen for ‘American Hustle’ er den første nogensinde for kostumedesigneren Michael Wilkinson, der er velkendt for sit arbejde med fantasyfilm som ‘Man of Steel’. ‘American Hustle’ imponerer med gennemført 70’er-glamour samt tidens originale designs fra mærker som Gucci og Valentino.
William Chang Suk Ping for ‘The Grandmaster’
‘The Grandmaster’ er listens nok mest uventede filmnavn, da kostumedesigneren Chang udelukkende opererer i Asien, hvilket hidtil har medført, at hans kreationer har befundet sig uden for komitéens radar. Nomineringen for ‘The Grandmaster’ er dermed Changs første, men ikke desto mindre velfortjent, da kostumerne smukt repræsenterer asiatisk design med både kimonoer, flagrende silkerober og karatedragter.
Catherine Martin for ‘The Great Gatsby’
Catherine Martin, som tidligere har vundet to Oscars for sit arbejde med ‘Moulin Rouge’, er storfavoritten til den fortstående prisuddeling. Baz Luhrmanns farverige 1920’er-spektakel oser af tidens glamourøse mode med glitrende charleston-kjoler og elegante jakkesæt.
Michael O’Connor for ‘The Invisible Woman’
Det er tredje gang, Michael O’Connor nomineres for sit kostumearbejde, og denne gang er designeren gået en klassisk vej i forbindelse med periodedramaet ‘The Invisible Woman’. Filmen udspiller sig i midten af 1800-tallet, og kostumesiden præsenterer det britiske aristokratis fornemme klæder med kvinder i korsetter og gulvlange kjoler, og mænd i skinnende veste og løse skjorter.
Patricia Norris for ’12 Years a Slave’
Sidste nominering gik til Patricia Norris, som kæmper om guldstatuetten for sjette gang. Norris er nomineret for det episke historedrama ’12 Years a Slave’, som udspiller sig i 1800-tallets USA, og kostumerne spænder fra ydmyge slaveklæder til dekandente rober.
Læs også: Guide: Her er 2013’s bedste filmkostumer