Ni designsamarbejder vi håber at se

StineGoyaNike


Stine Goya x Nike
Hvad kan Stine Goya?
Danske Stine Goya mestrer farver som ingen anden, og hendes pastelfarvede univers er organiseret i signaturdesigns: overdele med poplindetaljer, cigarettebukser og buksedragter.

Hvad kan Nike?
I sneakerverdenen har Nike bevist, at de både formår at genoplive klassikere fra egne arkiver og skabe nye designs, der taler til masserne uden at være kedelige. Også på samarbejdsfronten er mærket modig, og er netop nu på banen i et samspil med Givenchys Riccardo Tisci.

Hvad kan forventes af et samarbejde?
Forestil dig Nikes ‘Flyknit’-model dyppet i en Goya-pallette, eller en sneaker i hendes gyldne, papirklipslignende mønstre. Samarbejdet ville blive en succes herhjemme, men også i udlandet, hvor modehuse som Chanel og Marc Jacobs har banet vejen for feminine sneakers.

Vi håber de undgår…
En skokollektion i dårlig kvalitet. Stine Goya-sko har desværre ikke det bedste ry på den front.

OpeningVibskov


Henrik Vibskov x Opening Ceremony
Hvad kan Henrik Vibskov?
Danske Henrik Vibskovs signaturdesigns underligger ikke den nordiske minimalisme. Designeren har stort set taget patent på strik i mønstrede primærfarver og konceptuelle, kunstneriske modeshows med legesyge temaer, der også viser sig i kollektionerne.

Hvad kan Opening Ceremony?
Udover en selvstændig tøjlinje, er Opening Ceremony en succesfuld webshop, der fungerer som base for unge, eksperimenterende designere og konceptuel mode.

Hvad kan forventes af et samarbejde?
En kollektion, hvor salgselementet ikke er i fokus, og Henrik Vibskovs kunstkærlighed får frit spil.

Vi håber de undgår…
For mange gimmicks, som Yoko Onos kollektion for Opening Ceremony.
RainsxWoodWood


Rains x Wood Wood
Hvad kan Rains?
Det danske mærke har kickstartet en regntøjsrevolution, der skubber til den praktiske beklædnings støvede ry, og sætter det i ny kontekst på højde med en cool hverdagsgarderobe. Tidligere har både Mads Nørgaard og Asger Juel Larsen samarbejdet om moderigtigt regntøj fra Rains.

Hvad kan Wood Wood?
Københavner-mærket har godt fat i de fleste modeinteresserede danskere og forsørger dem især med streetweardesigns, der har hang til sporty silhuetter og vibrerende mønstre. De seneste sæsoner har mærket desuden skruet op for mere voksne, internationalt-orienterede kollektioner.

Hvad kan forventes af samarbejdet?
Wood Woods AW/14-kollektion bød på praktiske styles med inspiration hentet i bjergbestigning. Vi ser gerne den samme interesse i et samarbejde, der kunne forene det praktiske med Wood Woods syn på urbant modetøj.

Vi håber de undgår…
For mange gentagelser i form af en Rains-regnjakke, der blot er blevet stemplet med et Wood Wood-logo.

KenzoH&M


H&M og Kenzo
Hvad kan H&M?
H&M’s designprofil har hang til en skadinavisk enkelthed, der danner et fint kanvas for udefrakommende designvisioner. Og så har mærket mulighed for at sprede et navn til den brede befolkning.

Hvad kan Kenzo?
Kenzo fik sit comeback, da designduoen Humberto Leon og Carol Lim kom til modehuset i 2011. De eksperimenterende designere har ry for at bade kollektionerne i udtryksfulde og farverige print, og signerer gerne deres designs med logoer og skiftende motiver, der tidligere har været alt fra tigere til øjne og fisk. 

Hvad kan forventes af et samarbejde?
Kenzos stærke designidentitet kunne løfte H&M’s highstreetunivers til nye højder, hvor især skarpe print i et tilgængeligt prisleje ville blive en succes.

Vi håber de undgår…
Tøj med Kenzo-logoer. Mærkets tiger hører ikke hjemme på en t-shirt fra H&M.
 AJLFredPerry1


Asger Juel Larsen x Fred Perry
Hvad kan Asger Juel Larsen?
Den danske designer evner at transformere sin fandenivoldskhed til brugbart tøj. Han bruger ofte subkulturer til at inspirere sine outrerede print, og mestrer især overtøj til perfektion, grundet sin fortid hos britiske Burberry Prorsum.

Hvad kan Fred Perry?
Herretøjmærkets polotrøje blev i 80’erne adopteret af skinheadmiljøet og gjort til fast inventar i uniformen. Derfor forbindes det ellers pæne herretøj af mange med ungdomsoprør og britisk undergrund.

Hvad kan vi forvente af samarbejdet?
Hvad sker der, når man sætter to rebeller ved samme tegnebræt? Vi forestiller os polotrøjer i net, ternet strik og metalliske print. Kort sagt, Asger Juel Larsens oprørskhed inden for rammerne af klassisk herretøj med vilje til det skæve.

Vi håber de undgår…
Asger Juel Larsens logoer plantet på eksisterende Fred Perry-tøj.

ASMTopshop


Anne Sofie Madsen x Topshop
Hvad kan Anne Sofie Madsen?
Anne Sofie Madsens designs spænder fra couturekreationer til kommercielle sweatshirts. Hun arbejder indenfor et dystopisk univers, hvorfra der udspringer krigeriske klæder med asymmetriske detaljer, alt holdt i et koldt farveskema.

Hvad kan Topshop?
Den britiske highstreetkæde klæder alle typer af unge piger på. Fra punk-rock og herreinspirerede outfits til feminin festival-chic og skandinavisk minimalisme.

Hvad kan vi forvente af et samarbejde?
Vi vil gerne se en kollektion af sweatshirts, dekonstruerede klapbukser, tunge bikerboots og asymmetriske kjoler, vå vi med Topshops highstreetpriser kan dyrke sci-fi bølgen fuldt ud.

Vi håber de undgår…
Et for abstrakt samarbejde. Det er et kunststykke at smelte Madsens univers ned til overbevisende highstreet.
AAAdidas


Astrid Andersen x Adidas Originals
Hvad kan Astrid Andersen?
Den danske designspire har groet sig fast i modefolkets hjerter for sit outrerede herresportswear, som hun på couture-agtig vis kombinerer med pelsdetaljer, feminine blonder og gyldne logotryk.

Hvad kan Adidas?
Sportswearmærkets logo synes at have brændt sig fast på de flestes fødder. Men Adidas har bevist at kunne mere end sneakers, hvilket blandt andet ses i deres modige samarbejde med den legesyge designer Jeremy Scott.

Hvad kan vi forvente af et samarbejde?
En kollektion til decideret sportsbrug, men i Andersens signaturmaterialer, og præget af hendes spil på maskuline silhuetter med feminine detaljer. Andersen-yndling ASAP Rocky må også gerne stå model, som han tidligere har gjort for Adidas.

Vi håber de undgår…
At miste det luksoriøse element i Andersens designs, der gør, at de skiller sig ud i den brede masse af sportstøj.

LibertineLibertineVans


Libertine-Libertine x Vans
Hvad kan Libertine-Libertine?
Det danske mærke gør sig i farver og mønstre i simple designs til begge køn, hvor særligt bomberjakker, skjorter, simple kjoler og sæt gør sig positivt bemærkede.

Hvad kan Vans?
Californiske Vans leverer simple gummisko, der holder. Lige fra mærkets enkle slip-ons til de mere skateboard-orienterede designs vil Vans altid kunne smelte ind i en stilig og afslappet hverdagsgarderobe.

Hvad kan der forventes af samarbejdet?
Et californisk tema ville klæde samspillet, da staten ikke kun er hjemstavn for Vans, men også har været en inspirationskilde for Libertine-Libertines kraftige farver og print. Vans klassiske sko ville nemt kunne agere kanvas for det danske mærkets mønstre.

Vi håber de undgår…
At skoene minder for meget om Vans’ tidligere samarbejder med for eksempel print-glade Liberty London.


ZaraRafSimons


Raf Simons x Zara
Hvad kan Raf Simons?
Belgiske Raf Simons’ store kærlighed til kunst ses i hans kollektioner, der løfter klassisk herremode med skæve snit, farver og print. Senest beviste Dior-designeren sin hang til det skæve ved at skabe en hel kollektion i samspil med kunstneren Sterling Ruby.

Hvad kan Zara?
De spanske designs er blevet mere nordiske, minimalistiske og tendensbaserede. Dog har mærket hang til at kopiere internationale designere lidt for skamløst, og herretøjet kan ikke helt følge med de populære designs til kvindegarderoben.

Hvad kan forventes af samarbejdet?
En kollektion, hvor Zara understreger deres villighed til at udvikle og eksperimentere med mærkets designprofil. Raf Simons ville kunne rette lidt op på den til tider lidt for flade highstreetmode til herrer.

Vi håber de undgår
For meget basistøj. Vi vil hellere se ukonventionelle designs og småkontroversielle print.

Læs også: Style Wise: 11 mørke brougues til kvinderne

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af