Haute hotel: Moderigtige destinationer

En række modeskabere har i løbet af deres karriere også prøvet kræfter med hoteldesign. Vi kigger på en stribe af de bedste resultater.

Versace

 

The Villa by Barton G, Versace, Miami, USA
Knap 14 år efter den italienske designer Versace på tragisk vis blev myrdet foran sit palæ i Miami, slog den overdådige herskabsejendom dørene op for offentligheden som luksushotel. Designerens minde lever videre i hotellet, som har bibeholdt næsten alle modemandens originale tiltag, herunder en swimmingpool i mosaik og 24 karats guld, der danner luksusmærkets kendetegnende Medusahoved, og speciallavet Versace-porcelæn.

 Moschino

 

Maison Moschino, Milano, Italien
Det italienske luksusmærke ville sprede sit fantasifulde budskab udover modens verden og transformerede landets næstældste jernbanestation til et farverigt hotel. Ifølge designerne bag, er et besøg »ligesom at falde ned i kaninhullet«, da indretningen emmer af eventyr med teatralske detaljer som senge draperet i blodrøde balkjoler og lysekroner, der drypper af rosenblade.

Eloise

 

Eloise Suite, The Plaza Hotel, Betsey Johnson, New York, USA
Børnebøgerne om den lille pige Eloise, som bor på newyorker-hotellet The Plaza med sin barnepige, inspirerede virkelighedens The Plaza til at skabe en hoteloplevelse, der kunne leve op til den fiktive karakters vildeste fantasier. Hotellet allierede sig med den legesyge kjoledesigner Betsey Johnson og resultatet er en knap så fashionabel, men ganske gennemført suite, der fremstår som et dukkehus i menneskestørrelse dyppet i lyserød.

A Bathing Ape2

 

Hotel Éclat, A Bathing Ape, Beijing, Kina
Det visuelle udtryk er i højsædet på Hotel Éclat, som blandt andet huser en kunstudstilling med værker af Andy Warhol og surrealisten Salvador Dalí. Hotellet har desuden ladet A Bathing Ape designe én af dets otte suiter. Resultatet afspejler både Bapes barnlige side i form af figurudgaver af mærkets animerede abelogo, samt brandets streetwear-æstetik med camouflagemønstrede detaljer og Bapes signaturkunst på væggene.

La Bellechasse Christian Lacroix

 

La Bellechasse, Christian Lacroix, Paris, Frankrig
I modens hovedstad, Paris, ligger Le Bellechasse, der har fået sit luksuriøse udtryk fra landsmanden Christian Lacroix. Den franske modemands indretning er en eksperimenterende fusion af loft- og vægmalerier inspireret af 1800-tallets samme og moderne, strømlinjet interiørdesign.

Karl Lagerfeld

 

Alma Schlosshotel, Karl Lagerfeld, Berlin, Tyskland
Chanels chefdesigner har en forkærlighed for gamle bygninger og er selverklæret fan af hotelophold, så der skulle ikke megen overtalelse til, før han overtog renoveringsprojektet af berlinske Alma Schlosshotel fra 1912. Modemanden har siden sin første interiørtjans fået smag for hoteldesign og givet sig i kast med et nyt, omfattende projekt i Lissabon.

Christian Dior

 

Christian Dior Suite, St. Regis, New York, USA
I tråd med det traditionsrige modehus’ designs, er Dior-suiten på St. Regis i New York indrettet feminint og klassisk. Suitens støvede nuancer, krystallysekrone og akvarelillustrationer findes også i samtlige af designerens flagshipstores, da alle modehusets indretningsprojekter er skabt ud fra Christian Diors oprindelige hovedkvarter i Paris.

Missoni 

 

Hotel Missoni, Edinburgh, Skotland
I Skotlands hovedstad ligger det første af seks hoteller, som er skabt i tæt samarbejde mellem modehuset Missomni og Rezidor Hotel Group. Den fashionable indretning har samme futuristiske kvalitet som Missonis tøjdesigns og byder ligeledes på modehusets grafiske mønstre og livlige farver.

Diane von Furstenberg

 

Claridge’s, Diane von Furstenberg, London, England
Efter 40 år i modebranchen, besluttede Diane von Furstenberg sig også for at prøve kræfter med interiørdesign. På hotellet Claridge’s i London har den garvede designer transformeret 20 luksussuiter ud fra egen designæstetik med karakteristiske von Furstenberg-elementer som lysende farver og dyreprint.

Armani

 

Armani Hotels, Dubai
Armani har længe været et designforetagende, som rækker ud over modens verden. Det italienske mærke lagde ud med et hotel i verdens højeste bygning, Burj Khalifa i Dubai, og har siden udvidet med et hotel i Milano samt en stribe interiørbutikker døbt Armani Casa.

Læs også: Modeskoler: Her er verdens topdesignere uddannet

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af