London Fashion Week: Otte shows du skal have set

Tårer på første række, gladiatorer, flippede 70'er-fyre og uventede skuffelser. Vi ser tilbage på herremodeugen i London.

1Moschino


Moschino

Modeverdenens enfant terrible, Jeremy Scott, blev sidste år sat på posten som kreativ direktør for Moschino. Modehuset har derfor fået en saltvandsindsprøjtning af farveeksplosioner og humoristiske detaljer, der også gør sig gældende i SS/15-kollektionen. Her surfer Scott med på logobølgen med komiske fortolkninger af modehuse som Chanel, Louis Vuitton og Hérmes’ logoer.

1CraigGreen


Craig Green 

På trods af, at det var designerens debutshow, formåede Craig Green at røre sit publikum til tårer med en vellykket kombination af designs og det visuelle landskab omkring dem. Det forklarer Dazed & Confused-redaktør Isabella Burley efter showet, der bestod af overdimensionerede silhuetter og tætte bomuldsklæder med cut-outs på drengede modeller i bare tæer, der i kridhvide omgivelser skabte et rum vibrerende af sindsro og uskyld.

1Andersen


Astrid Andersen

Astrid Andersen er efterhånden fast inventar under den londonske modeuge, og hendes SS/15-kollektion bød på signaturdesigns, der krydser feminine blonder med sporty silhuetter og hendes mange logoer. Overraskende blev kollektionen alligevel med Andersens inspiration fra det fjerne Øst, der resulterede i kimono-kåber og sumo-stylet streetwear med solnedgangsnuancer.

1RichardNicoll


Richard Nicoll

Ud over den sædvanlige leg med gingham-tern og industrielle detaljer, som viser sig i plastikoverflader og metalliske materialer, var det særligt designerens sko, der var værd, at bide mærke i. Modellerne var iført sandaler og Adidas’ ‘Gazelle’-sko, der til anledningen var blevet forskønnet af den punkede accessories-designer Judy Blame. Hun havde benyttet låg fra plastflasker og sikkerhedsnåle, for at understrege kollektionens industrielle tema.

1KTZ


KTZ

Den britiske duo bag KTZ, Marjan Pejoski og Sasko Bezovski, har efterhånden markeret deres plads i modebilledet med couture-lignende designs, der forener et råt og næsten karikeret maskulint udtryk med uventede humoristiske detaljer, der særligt viser sig i sko og accessories. I SS/15-kollektionen faldt temaet på romerske gladiatorer, hvor showpieces som brynjer, skjold og rustninger stod i interessant kontrast til sporty streetwear. Læder, net og metalliske detaljer lå også i tråd med det maskuline tema, og selv om de udpenslede inspirationskilden, gjorde de også showet til et af de mest bemærkelsesværdige.

1Burberry

Burberry Prorsum
På kun få år har mærkets kreative direktør, Christopher Bailey, gjort Burberry Prorsum til et af de mest markante indenfor luksoriøs herretøj med en god forståelse for farvesammensætninger og en særlig styrke i overtøj, der drager inspiration fra mærkets rødder på området. Og selv om Bailey atter formåede at skabe en kollektionen med behagelige farvekombinationer, og også tilførte lidt ungdommelig luksus i form af sneakers og kunstneriske hatte, manglede kollektionen, der var inspireret af forfatter og kunstner Bruce Chatwin, noget af den wow-faktor, Bailey har introduceret i tidligere sæsoner. Silhuetterne var ikke nytænkende nok, og for mange elementer mindede om både Acnes og Carvens sommerkollektion for 2014.

1Nicomede

Nicomede Talavera
Et af modeugens nye navne, Nicomede Talavera, kombinerede kunst af den amerikanske konceptkunstner Sol LeWitt med klassiske gingham-tern. Talavera gav en imponerende debut med en kollektion, der beviser, at minimalisme har mange ansigter, og sagtens kan bære en leg af materialer, mønstre og silhuetter uden at blive hverken rodet eller usammenhængende. Vi får minder om tidlige Raf Simons-kollektioner og spår en lys fremtid.
1Topman

Topman
Der hersker ingen tvivl om, at den britiske highstreetkæde så mod 70’erne for inspiration til deres SS/15-kollektion. Alle årtiets karakterer slentrede ned ad catwalken, fra Woodstock-gængere i blomstrede skjorter, til Jimi Hendrix-fans i korte kimonoer og lange flipper. Desværre blev inspirationen så bogstavelig, at den mistede sin forbindelse til nutiden og endte mere som udstyrsstykke end fremtidsvision.

Læs også: Street style fra London: God stil fra herremodeugens shows

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af