Det er blevet de tunge retailers’ tur til at sætte deres præg på den klassiske tennissko, Adidas’ ‘Stan Smith’. Og det lugter af strategisk og kommerciel succes, når Adidas leger med tre af verdens bedste shoppedestinationer i New York, London og Paris.
Både Colette og Barneys har valgt at tilføje deres logoer printet i guld og diskret placeret der, hvor snørebåndene snøres. Endnu mere diskret er udgaven hos Dover Street Market, for London-butikken (der også har afdelinger i Ginza, New York og Beijing) har helt droppet logo eller anden form for signatur. ‘Stan Smith’-modellen får simpelthen lov til at stå ‘ren’ og kridhvid.
Dover Street Market fejrer iøvrigt tiårs jubilæum med en renovering af London-butikken og en lang række collabs med brands som Visvim, Comme Des Garçons, Undercover og Palace Skateboards. Det er bestemt værd at holde øje med Dover Street Market lige for tiden.
De nye Adidas ‘Stan Smith’-versioner bliver sat til salg i de respektive butikker (også online) onsdag den 10. september.
Læs også: ‘Stan Smith’ strikkes i endnu en relancering