Calvin Klein
Det amerikansk modehus blev grundlagt i 1968, da hippiestilen var moderne. Calvin Klein valgte dog en anden retning og designede i stedet enkelt og elegant tøj. Selskabet er i dag ejet af Phillips-Van Heusen og har hovedkvarter på Manhattan.
Logoet fra assistenten
Calvin Kleins designassistent Jeffrey Banks (i perioden 1973-76) har søgt anerkendelse for CK-logoet, da han hævder at have lavet den første version på ærmet af en brun T-shirt. I første omgang var t-shirten med ’CK’ tænkt som en gave til Calvin Klein. Derefter blev den uniformen til de ansatte under Calvin Kleins modeshow, hvor den fik massiv opmærksomhed og skabte stor efterspørgsel fra indkøberne.
Kiddie porn-marketing?
Calvin Klein gjorde sig yderst bemærket i 90’erne med en stribe kampagner, der blev nøglen til brandets success. Blandt andet med den dengang 15-årige Brooke Shields som model i en kampagne for Calvin Klein Jeans, hvor hun siger: »Do you want to know what comes between me and my Calvins? Nothing!«
Det var bare énaf flere kampagner, som blev forbudt at vise på tv. I begyndelsen af 90’erne fik Kate Moss’ internationale karriere et ordentligt skub af Calvin Klein, der senere også tilbød hende en ny mulighed for at genoplive sin karriere i 2002 efter kokainskandalen.
Fred Perry
Frederick Perry var en succesfuld engelsk tennis- og bordtennisspiller. Han startede ud med at designe svedbånd i slutningen af 1940’erne, og derefter kom sportstrøjen, som blev lavet af hvidt strikket bomuld med korte ærmer og knapper. Trøjen blev lanceret ved Wimbledon i 1952 og var en øjeblikkelig succes.
Wimbledon-logoet overtaget af engelske subkulturer
Fred Perry-logoet er en laurbærkrans, der er broderet på venste bryst på trøjen. Logoet var baseret på det oprindelige symbol for Wimbledon. Den hvide tennistrøje blev først pyntet med nye farver i slutningen af 50’erne, hvor mod-kulturen krævede en mere varieret farvepalette.
Fred Perry-trøjen er blevet forbundet med en række subkulturer med musikalske tilhørsforhold. Der var endda en kortvarig subkultur kendt som ’Perry Boys’. Da britpop tog Europa med storm i midten af 90’erne, var det ingen overraskelse at se bands som Blur og Oasis i trøjen.
Saint Laurent
Franske Yves Saint Laurent er blevet udråbt til at være en af de vigtigste designere i modens historie. Hans karriere startede allerede i en alder af 18 år i 1954, da en redaktør på fransk Vogue introducerede ham til designeren Christian Dior. Han er krediteret for at være den første til at designe smokingen til kvinder. Derudover var den nu afdøde legende kendt for at bruge modeller, som ikke var af europæisk afstamning eller hvide i huden.
Ændringen som fik folk op af stolene
Hedi Slimane blev kreativ chef hos Yves Saint Laurent i 2012 og chokerede modebranchen, da han viskede ’Yves’ ud, så kun Saint Laurent stod tilbage. Samtidig ændrede han fonten på logoet til Helvetica, en af de mest benyttede fonte der også bruges af amerikanske high street-kæder som American Apparel, Target og Gap. Slimane trodsede yderligere traditionerne ved at arbejde fra sit studie i Los Angeles i stedet for at sidde på Saint Laurents hovedkontor i Paris.
Lacoste
Mærket blev grundlagt i Frankrig i 1933 af den professionelle tennisspiller René Lacoste og er bedst kendt for deres polo-shirts, som dengang blev brugt af tennisspillere.
I krig om krokodille-logoet
René Lacoste fik tildelt kælenavnet ’The Crocodile’ af fans på grund af hans udholdenhed på tennisbanen, hvilket medførte krokodillelogoet, som er broderet på brystet.
I starten af 90’erne kom Lacoste i uoverensstemmelser med det Hong Kong-baserede sportswear-brand ’Crocodile Garments’. På daværende tidspunkt vendte Lacostes krokodillelogo mod højre, hvilket var registreret i Frankrig. Hong Kong-mærket havde et yderst identisk logo med en krokodille, der vendte mod venstre, som var registreret i dele af Asien. De to brands kæmpede længe om rettighederne over logoet i Kina, indtil Crocodiles til sidst måtte give op og ændre deres udtryk radikalt.
Burberry
Mærket blev grundlagt i 1856, da den kun 21-årige Thomas Burberry åbnede egen butik i England. I 1914 blev Burberry kontaktet af Krigsministeriet, der efterspurgte frakker til officererne. Det resultererede i den ikoniske Burberry-trenchcoat, der i dag er modehusets mest kendte design.
Logoet kastet frem og tilbage
Burberry var det originale navn, indtil kunder i resten af verden begyndte at bruge formuleringen ’Burberrys of London’, hvilket medførte en ændring af navnet. I 1998 gik man tilbage til at bruge det originale navn Burberry, som vi kender det i dag.
I 1901 udviklede man Burberry Equestrian Knight-logoet, som indholder det latinske ord ’prorsum’, som betyder ‘præcis’. Men det var først i 1998, at mærket Burberry Prorsum blev lanceret med en kampagne skudt af Mario Testino og Carine Roitfeld.
Burberrys skotskternede mønster er et af de mest kopierede varemærker nogensinde.
Gucci
Gucci er et italiensk mode og -lædervaremærke stiftet af Guccio Gucci, som åbnede sin første forretning i Firenze i 1921. Sammen med tre af sine sønner, Aldo, Vasco og Rodolfo, udvidede virksomheden med butikker i Milano og Rom samt yderligere butikker i Firenze. Guccis butikker solgte lædertasker, sko samt silke og strik i signaturmønster. Gucci er i dag ejet af det franske firma PPR og blev i 2013 vurderet til at være 12,1 millarder dollars værd.
Søn designer fars initialer i logoet
I 1953 døde Guccio, men sønnerne overtog driften af virksomheden. I slutningen af 60’erne designede Aldo det velkendte logo med de to G’er.
I 2012 søgte rivalen Gerry Weber dog om tilbagekaldelse af Guccis rettigheder over logoet, og det trådte i kraft, da Gucci, ifølge engelsk lovgivning, ikke havde brugt logoet tilstrækkeligt i de det foregående årti.