Feminismen og oprøret i Chanels modeshow er fordummende

Esben Weile Kjær blev ikke imponeret af Karl Lagerfelds imiterede oprør under modeugen i Paris.
Feminismen og oprøret i Chanels modeshow er fordummende

KOMMENTAR. I denne uge formåede Chanels chefdesigner Karl Lagerfeld endnu en gang at lave et opsigtsvækkende modeshow, der ved første øjekast ville mere end blot at præsentere modehusets nye kollektion.

Ligesom sidste sæson – hvor Karl Lagerfeld havde fået bygget et Chanel-supermarked, og modellerne kom gående med indkøbsvogne fyldt med mange tusinde specialproducerede Chanel-produkter – gik billederne fra showet hurtigt jorden rundt.

Denne gang var forbrug skiftet ud med oprør. Mere præcist ungdomsoprør og feminisme. Chanel lod modellerne marchere ind i finalen med skilte, megafoner og bannere med budskaber som Ladies First og Feminist But Feminine. De betalte modeller imiterede en demonstration og gik gennem de høje kulisser, der dannede gaden ‘Chanel Boulevard’.

Læs også: Tag på shoppingtur med Chanel

Iscenesat teater eller endnu en jagt på en autentisk fortælling?
Selv om jeg føler mig meget hærdet og vant til at få smidt billeder og referencer i hovedet i én stor pærevælling, så påvirkede det mig, da jeg blev konfronteret med billederne fra Chanel-showet. Jeg blev ikke provokeret. Det tror jeg ikke, at min generation rigtigt kan blive, men jeg blev i tvivl om, hvad det betød. Jeg blev irriteret over meningsløsheden.

Det er så nemt at sige, at man er feminist. Det er så nemt at imitere et oprør og sælge tøj på den præmis. Men kan Chanel tillade sig det? Hvorfor skal Chanel, der producerer skønhedsidealer og dyrt tøj, være feminister? Hvis de er det, hvilken slags feminisme er det så de dyrker? Jeg tror ikke, at jeg kender til den.

Hvorfor skal de presse budskaber ned over hovedet på modeller, der skal lege demonstranter? Hvorfor står der Ladies First på det forreste skilt, når det statement ikke har noget med feminisme at gøre? Jeg forstår det ikke. Jeg kan ikke forstå, hvad feminisme har med status og glamour at gøre.

1093652
Jeg er kommet frem til, at jeg ikke tror, det er meningen, at jeg skal bryde min hjerne med at finde dybere lag i Chanels feminisme-statement. På samme måde, som jeg har besluttet mig for ikke at forholde mig til tøjmærket GAP’s nye internationale kampagne, ‘Dress Normal’, der overfladisk lukrerer på Normcore-fænomenet. For jeg bliver så forvirret af alle de eksperter, der prøver at tegne store tendenser op, når GAP lancerer ‘Dress Normal’-kampagnen, og Chanel leger feminister. Jeg tror ikke, at det skal give mening. Jeg tror, at det blot er en leg med symboler, værdier og koder.

Læs også: Flirter David Finchers nye reklamefilm for Gap med normcore?

o-GAP-GUY-570GAP’s ‘Dress Normal’-kampagne

En leg med symboler, værdier og koder
Selv om det kan virke tragisk, at symboler har mistet deres værdi, og der er gået mode i at få det til at ligne, at man mener noget – uden at gøre det – så er det måske i virkeligheden dér, den mest interessante observation kan gøres i dette tilfælde.

Jeg oplever, at min generation jonglerer med visuelle koder. Vi søger det komplekse i forskellige symboler og sammensætter dem på ny. Jeg oplever, at unge mennesker gør det for at opnå den ultimative individualisme. At man på raffineret vis blander eksklusive koder med sportsmærke-logoer, sandaler, reklame-t-shirts, politiske statements og andre ikke eksklusive koder for at opnå et helt tredje udtryk, der ikke kommunikerer en entydig identitet eller noget let afkodeligt. Det er meget klassisk for maksimalismen eller anti-designbegreberne (nogle af de stærkeste tendenser inden for internetsubkulturerne de seneste tre år), hvor man benytter mange og forskellige visuelle virkemidler for at skabe et ‘nyt’ udtryk.

Når et modehus som Chanel leger feminister og blander en masse koder og udtryk sammen, bliver det ligegyldigt, fordi de imiterer nogle tendenser, de ikke selv forstår. Eller rettere sagt – ikke vil forstå betydningen af. Verden er ikke bare et hurlumhejhus, hvor politisk ambition er en hat, man kan tage på, og feminisme er ikke et selvrealiseringsprojekt og en livsstil, der kan bruges i de privilegeredes jagt på identitet og karakter.

Det bliver kikset, fordi de ikke har tænkt sig om. Chanel og GAP kan sige alt muligt relevant og gøre alle mulige ting, der er spændende. Men de bliver bare nødt til at forstå deres egen position som multinationale tøjmærker, og de bliver nødt til at finde ud af, hvad det er de gerne vil sige, inden de bare blander det hele sammen – og gør det, fordi de kan. Det oprør, de imiterer, er i hvert fald ikke mit oprør. Og jeg ser mig selv som både feminist og som en del af post-internetmiljøet, hvor Normcore-tendensen er opstået.

gap-dress-normal-topGAP’s ‘Dress Normal’-kampagne

Chanel er bare ét eksempel på en kommerciel virksomhed, der bruger denne måde at kommunikere på. Der er som sådan ikke noget nyt i at brande produkter ved at lukrere på nogle strømninger fra trendsættende subkulturer.

Jeg ville bare ønske, at de virksomheder – eller musikere – der gør det, tager hele pakken med og ikke bare den tomme emballage. Den måde at kommunikere på er for mig at se et levn fra fortiden. Hvis det er min generation, de virksomheder ønsker at appellere til, så rammer de helt ved siden af. Vi kan sagtens gennemskue ligegyldigheden, og vi synes den er ucharmerende og fordummende.

1093614

Læs også: Flirter David Finchers nye reklamefilm for Gap med normcore?

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af