I dag udkommer udgave nr. 100 af vores magasin, og siden vi sendte første udgave af Soundvenue på gaden for mere end ti år siden, har internettet pulveriseret barrierer mellem genrer, formater, popverdenen og indiekulturen, god og dårlig smag. Nøjagtig som vi håbede. Men nye er opstået i spektret mellem ‘content’ og kunst, og på den slagmark skal vi fortsat kæmpe i den gode sags tjeneste.
Det er svært at huske, hvordan verden så ud, da det første Soundvenue ramte kioskhylderne for over ti år siden med en nærmest ukendt M.I.A. på forsiden. Da Kanye gik med rygsæk, jeg fik min første flip-phone, og Netflix drev forretning ved at sende dvd’er med posten. Det føles som en menneskealder siden, for digitaliseringen af vores verden har sidenhen forandret alt.
Når jeg bladrer igennem mine ledere i de første magasiner, er den røde tråd slående. Under fyrværkeriet af generelt ungdommeligt hovmod og begejstrede beretninger fra Myspace (!) handler de fleste tekster om nedbrydning af grænser.
Og det er nok helt naturligt, når vi nu var en flok blåøjede, unge idealister i et beskedent kontorfællesskab, der besluttede at starte et musikmedie, som vi syntes manglede i Danmark. Selvfølgelig ville vi splintre de eksisterende modeller. Undergrave genresnobberi, udforske nye platforme, give friske stemmer taletid. Selvfølgelig syntes vi, at de etablerede anmeldere var fadølsdovne (hvorfor havde ingen skrevet om LCD Soundsystems debutsingle, ‘Losing My Edge’?). Selvfølgelig startede vi som et netmedie (med et .com-domæne, for hele verden skulle erobres). Fremtiden var digital. Attituden var spændt stramt ud mellem ego, optimisme og en begejstring for alt nyt.
Men én ting var, hvad vi drømte om at ændre. En anden ting var, hvad der rent faktisk ændrede sig omkring os. Det skulle vise sig, at vi startede Soundvenue i en tid, hvor internettet for alvor blev kastet ud over kloden og strammet til, så vi alle blev knyttet tættere sammen. På ganske kort tid rykkede hele verden ind bag vores skærm, så vi kunne bypasse alle mellemled. Vi kunne nu på egen hånd jagte ny musik (via både lovlige og ulovlige tjenester) fra dybe kældre og fjerne geografiske afkroge, vi lærte at maile mp3-filer til hinanden og bygge playlister. Pladebutikken var pludseligt ikke længere det eneste vandingssted for os tørstige musikinteresserede, og pladeselskabernes enevælde blev udfordret.
Musik blev udgivet, samplet og eksporteret på kryds og tværs af gamle mønstre, nogle gange endda i opposition til den gamle verdensordens copyrightlovgivning. Det skabte en boblende optimisme på Soundvenue-kontoret, hvor vores kuratorrolle voksede i vigtighed. Med dette massive, bølgende hav af information og ny musik for vores fødder havde vores læsere i stigende grad brug for en troværdig guide gennem stormen.
Kunstnere som Diplo, Dangermouse, Girl Talk og Den Sorte Skole blev hurtigt kontroversielle superhelte i vores verden, fordi de mestrede den nye verden og skabte original kunst ud af kaosset. De udfordrede klaustrofobiske genrekasser, og det føltes som en forfriskende vind gennem en lummer festivalplads, når beats fra tredjeverdenslande dannede nye mønstre i mødet med klubmusik fra europæiske metropoler, og klassisk britisk grydehårsrock knaldede panden sammen med rappernes vers fra amerikanske ghettoer. Og lysten til at sætte ild til det eksisterende spredte sig også uden for det samplebaserede miljø. Vi så et musiklandskab, der lignede en kulsort og kaotisk storbynat, hvor luften er tung af oprør og brændende olietønder. Mange af vores tidlige forsider – M.I.A., Pharrell, Beck, Timbaland, Oh No Ono, Klaxons og LCD Soundsystem – gav netop plads til dem, der ville det anderledes.
Og nøjagtigt som genrer begyndte at mutere i nye mønstre, begyndte den bastante mur mellem det poppede og det alternative også at smuldre. Eller stadig flere folk hoppede i hvert fald frem og tilbage over muren i nattens mulm og mørke. ‘Indie’-mærkatet, som mange i mere end et årti havde båret stolt på ærmet, mistede sin værdi i takt med en tiltagende kommercialisering af kulturen (hej ‘The O.C.’) – nøjagtigt som det skete med grungen i 90’erne – og samtidig skete der progressive ting i popmusikken. Producere som The Neptunes og Timbaland opnåede bred respekt og stjernestatus via innovative tracks til popstjerner som Britney Spears, Aaliyah, Kelis, Gwen Stefani og Justin Timberlake og blotlagde derved et nyt mainstreamlandskab, hvor man også var fascinereret af det afvigende.
Det skete dog ikke fra den ene dag til den anden. Da det første Soundvenue udkom i 2005, var siderne som støvsuget for popmusik, og da vi bragte Beyoncé på forsiden i 2011 var det et kontroversielt valg, som mange læsere højlydt brokkede sig over. I dag er det nok de færreste, der kan argumentere imod, at en af verdens største popstjerner også er en central kunstnerisk stemme i vores kulturlandskab – og i øvrigt inddrog både hiphop, gospel, country og rock på sit seneste storværk, ‘Lemonade’. Grænser er i den grad blevet nedbrudt.
Men vi ved selvfølgelig også godt, at vi ikke lever i det totale kulturelle anarki, hvor alt kan lade sig gøre, og alle er ligestillede. Langt fra. De fleste lytter til musik i de samme få streamingtjenester ejet af de store musikselskaber eller muskuløse multinationale selskaber, der via algoritmer og UX-ekspertise effektivt kan dirigere kundernes forbrug mod musikken med forventet størst tilslutning. Magtstrukturerne har rykket sig, men magthaverne er fortsat massive og drevet af bundlinje.
Omvæltningen har været den samme i serie- og filmverdenen, som vi begyndte at dække i 2014. Også her er vægge blevet væltet. Det er blevet mere almindeligt at se Cannes-favoritter i biografen, men samtidig binge ungdomswebserien ‘Skam’, tage til CPH:DOX og se Marvel-serier på Netflix. Louis C.K. sælger sine shows direkte via eget website, og ‘Tangerine’ viste sidste år, at man kan skyde en ualmindeligt stærk spillefilm på en iPhone. Enhver kan – i teorien – producere væsentlige værker på lavt budget, og et sultent publikum venter beredvilligt på anderledes oplevelser.
Alligevel ser man færre eksperimenter på biograflærrederne, risikovilligheden i filmverdenen er lille, og meget få streamingplatforme sidder på det meste af serieudbuddet. Det prægtigt spraglede kunstneriske udbud på internettet, der repræsenter kulturer, politiske holdninger, seksuelle orienteringer, kropsidealer, sociale strukturer, humor og religioner af alle afskygninger skal presses gennem den samme tragt, hvor kun få film og serier ender med at dryppe ud til forbrugeren. Og den største frygt er, at disse få værker vil være identitetsløse co-produktioner, rettet mod hele verden, født i et Excel-ark og båret af frygt for at træde bare ét ‘marked’ over tæerne. Content frem for kunst.
Så derfor mener vi, at et medie som Soundvenue fortsat har en vigtig rolle at spille. Det er vores ansvar at våge kritisk over det konstant skiftende landskab, der føder den kunst og popkultur, vi møder ude i virkeligheden og indtager via skærmene i vores liv.
Vi er som alle andre også suckers for en god ‘Game of Thrones’-gif, en Taylor Swift-single, Star Wars-trailers og en afsporet Kanye-rant – det ved alle, der følger os på Facebook. Men Soundvenue skal også være en sten i skoen på den potentielle ensretning. Det aparte og fordybelsen kan i dag virke som det svære, krævende tilvalg, men det er vores rolle at kaste spot på de berigende oplevelser, der rykker noget, og ikke automatisk blinker og larmer i vores sociale feed.
Kampen fortsætter.