Danske designere laver velgørende t-shirts – støtter LGBTQ-rettigheder

Danske designere laver velgørende t-shirts – støtter LGBTQ-rettigheder

I går fortalte vi om designeren bag Frank Oceans tolerance-t-shirt, og tiden er generelt præget af tøj med budskaber, hvilket vi også ser herhjemme. Won Hundred og Peter Jensen har begge lanceret t-shirts med politiske budskaber, der støtter kampen for LGBTQ-rettigheder på hver deres måde.

I samarbejde med Scoop Models og Amnesty International har Won Hundred lavet en t-shirt, hvor alt overskud går til Amnestys arbejde for at skabe bedre forhold for homoseksuelle mænd i Tjetjenien. I løbet af 2017 er der skabt øget opmærksomhed omkring forfølgelsen af homoseksuelle mænd, der ifølge Amnesty International bliver udsat for grov mishandling og tortur på grund af deres seksualitet.

Fra Won Hundreds kampagne for t-shirten

»Der sker overgreb mod homoseksuelle mange steder i verden, men i Tjetjenien er der lige nu tale om en målrettet klapjagt med det ene formål at angribe alle homoseksuelle mænd. Derfor er det afgørende, at Danmark og andre lande dels lægger pres på Rusland og Tjetjenien, dels tilbyder hjælp til de desperate mænd, der lige nu står i akut livsfare«, siger Helle Jacobsen, kampagneleder hos Amnesty International, ifølge en pressemeddelelse.

T-shirten med det enkle budskab ‘Love is not a crime’ koster 250 kroner og bliver sat til salg i morgen i Won Hundreds egne butikker, på Wonhundred.com og Amnesty.dk.

Peter Jensen med t-shirten på

Peter Jensens t-shirt – og tilhørende mulepose – er skabt i samarbejde med LGBT Asylum for at sætte fokus på LGBT-asylansøgere og det paradoks, de ofte står overfor, når de kommer til Danmark.

»Vi har en situation, hvor LGBT-personer flygter for at kunne være sig selv, men når de kommer til Danmark, skal de bo side om side med mennesker fra samme land, som de er flygtet fra. Det tvinger dem til at leve i skjul«, siger Peter Jensen ifølge en pressemeddelelse.

»Mange LGBT-personer får afslag af myndighederne, fordi de ikke tror på, at personen for eksempel er homoseksuel. De kræver mere tydelighed. Men det er paradoksalt, at man på den ene side kræver mere åbenhed, og på den anden side ikke sørger for boligforhold, der gør det muligt«, siger Mads Ted Drud-Jensen, talsperson i LGBT Asylum.

T-shirt og taske forhandles ved Henrik Vibskov Boutique og på PrideSquare under Copenhagen Pride fra den 15. til den 19. august. Overskuddet går ubeskåret til LGBT Asylum.

Læs også: Designeren bag Frank Oceans tolerance-t-shirt er fuld af stærke slogans

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af