Turbulenze

Umiddelbart er det et spinkelt grundlag at anmelde et band ud fra, men Turbulenze har valgt kun at smide to sange på deres demoskive “Fuel Enough to go to heaven”. Kvalitetsmæssigt står bandet ikke helt mål med titlen, da deres anstrengelser kun bringer dem et begrænset stykke mod himlen.

I numrene “Aeroplane” og “Superman” folder bandet sig ud med en omgang firserrock, der lyder velkendt, hvis man som barn i det kiksede årti lyttede til ældre søskendes LP-samlinger, hvor Europe, Van Halen og det tidlige Bonjovi dominerede.

Musikken fra Turbulenze er lige ud ad landevejen rock i et opskruet tempo, hvor guitaren indimellem skriger en solo af sig og ellers er det tilbage til vers, omkvæd, vers og forlænget omkvæd med kor, indtil guitaren fader ud, eller rundgang på trommerne slutter nummeret.

Den retrorock, som Turbulenze leverer, kunne snildt indgå i filmen om det karikerede heavyband, Spinal Tap. Det er ikke ensbetydende med at sangene er dårlige, men Turbulenze bringer heller ikke meget nyt under solen. Der skal flere finesser i musikken, for at den bliver interessant.

Turbulenze. 'Fuel Enough to go to heaven'. Ep.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af