Stainless – pletfri pop-rock
At århusianske Stainless er endnu et af de danske bands, der bruger mere tid på at lytte end på at lege, kunne man forsikre sig om i går på RUST, hvor de viste de små 40 tilskuere, hvor gode de er til at ramme grundtonen i gennemsnitlig dansk radiorock.
Og dygtige var de, de fire glade drenge, der var kommet til København. Koncerten var både tight og velspillet. Henrik Poulsen pumpede kontrolleret på bassen, Thomas Smalbro var energisk engageret i hjørnet bag sine synths og Søren Poulsen smældede med trommestikkerne så det gav sug i maven. Christian Smalbro, i front på guitar og vokal, forsøgte ihærdigt, men uden meget held, at lave en kobling mellem energien i baglandet og det mest af alt høfligt begejstrede publikum. Generelt sprællede bandet af spilleglæde, og udtrykket var nogenlunde fri for attituder.
Desværre var spilleglæden ikke nok til at nedbryde den klassiske tremeters kløft mellem band og publikum, som er essentiel for at få en koncert til at fungere. Bandet leverede stærke sceneversioner af de to EP-numre “Superstar” og “Remember You”, et enkelt spritnyt nummer, “Something Special To The One”, der dog ikke bød på specielt meget nyt.
På to ud af 14 numre var der spor af noget originalt: “Someday”, hvor Fender Jaguar-guitaren og wah-wah effekten brød det ellers begrænsede lydbillede, og det folk-inspirerede “Time Machine”, hvor også de alt for loyale Kashmir-takter blev brudt.
Bandet har ikke meget at byde et bare lidt skeptisk publikum. Til gengæld vil de stensikkert kunne sætte gang i enhver gymnasiefest, og de skal såmænd også nok kunne bære en god koncert på den kommende Skanderborg Festival.