Soundvenue dækker Roskilde

Søndag morgen drog de første og mest fanatiske festivalgængere til Dyrskuepladsen i Roskilde for at slå lejr. Fra på torsdag går det nemlig løs med fire dages musik på de store scener. Men allerede fra mandag, kan man opleve en række spændende up coming bands på festivalens campingscene.

Soundvenues skribenter er naturligvis også på vej til Danmarks største festival – primært for at følge de spirende talenter. De kommende dage kan du her på sitet læse anmeldelser af samtlige 18 bands, der optræder på campingscenen. Ligeledes dækker vi en række store navne, der ikke gæster Danmark til hverdag som eksempelvis Metallica, Blur og Massive Attack. Vi bringer også reportager om livet på pladsen, publikums forventninger og meget mere tilsat koncert- og stemningsbilleder skudt af vores fotograf.

Tilbage er kun at håbe på godt vejr, selv om femdøgnsudsigterne er noget dystre. Men tidligere erfaringer viser jo, at selv store mængder regn ikke kan stoppe festen. Velkommen til en uge med fest, musik og et minimum af søvn. Roskilde rykker – følg med her på Soundvenue.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af