Moi Caprice – upcoming popkonger?
Moi Caprice spillede en gennemgående ujævn koncert i Pumpehuset fredag aften, hvor de funklede i de storslåede pop-passager og faldt helt og aldeles igennem, når de næsten forsvandt for publikum i kedelige indadvendte støjpassager.
Koncerten i Pumpehuset var afslutningen på en længere række af koncerter rundt om i landet i løbet af efteråret, hvor de har fortsat det storladne og højstemte udtryk som poporkester, der blev slået fast efter albumudgivelsen i foråret.
Selvom bandet som helhed ikke er helt gode til at vende sig mod publikum, så virker det et pænt stykke hen ad vejen. De spiller glimrende og er blevet mere sikre i stilen, og selv om forsangeren Michael Møller kan virke både arrogant og selvsmagende, så nærmer han sig også i sine bedste øjeblikke et ret godt bud på en komprimeret Morrisey – og det stadig med et helt selvstændigt udtryk. Og når han er helt oppe at ringe under numrene, kan man næsten tilgive ham oplysninger i pauserne om eksempelvis hvor brun han er blevet efter en klatretur på Tenerife, som vel strengt taget er unødvendige.
Bandet kan om nogen forsvare at skrue op for det storladne udtryk, når de spiller aldeles fremragende indiepopmelodier som ‘Summerfool’, ‘Daisies’, ‘Beatrice’, ‘Riding in Cars with Girls’ og ‘The Sun & the Silence’ – melodier, der i mine ører er noget af det ypperligste et dansk band har præsteret i den retning. I de øjeblikke, var publikum da også helt på og kunne både svæve hen til og falde i ét med musikken.
Desværre blev stemningen brudt noget så eftertrykkeligt, når bandet flere gange lod numrene glide over i decideret intetsigende støjpassager, hvor samtlige instrumenter gik i ét og aldeles ufølsomt overdyngede folks ører uden at give dem megen melodi at holde fast i.
Hvis Moi Caprice skal bevare sin plads som et af Danmarks stærkeste upcoming indiepop-orkestre, så skal der renses grundigt ud i setlisten og opmærksomheden rettes mere mod publikum inden de forsvinder ind i det støjende mørke af deres musikalske univers, som deres koncertpublikum ikke får meget ud af at være med på besøg i.