Pearl Jam
Pearl Jam holder stædigt fast som et af de sidste bands fra 90’ernes grungebølge, der stadig eksisterer. Syv regulære cd’er er det blevet til siden debuten ‘Ten’ i 1991, og i den periode har en stor portion numre ikke overlevet udvælgelsesprocesserne frem til de endelige tracklister på udgivelserne.
De ‘forsvundne hunde’ har Pearl Jam nu indfanget og samlet på en dobbeltcd med 30 numre, hvoraf de 14 ikke har været udgivet før. Sammenlagt 111 minutter og 55 sekunders kræs for Pearl Jam-fans, der har grund til at føle sig forkælede, som Suedes fans blev det med ‘Sci-fi Lullabies’. Man skal ikke investere i et opsamlingsalbum, hvor b-siderne er med som bonus eller købe en fancy boks med alle singlerne. På ‘Lost Dogs’ er alt samlet på to skiver uden fyld med liveversioner af kendte numre. Det er ganske simpelt: 30 ‘nye’ numre med Pearl Jam.
Foruden b-sider og frasorteringer fra optagelser er der også fire af de mange julesingler, som bandet har udgivet til medlemmer af deres fanklub. Her er ‘Last Kiss’ det mest kendte og er blevet luftet live ved flere lejligheder. Der er også enkelte numre fra soundtracks og støtteplader, og til hver sang kan man læse kommentarer fra bandmedlemmerne.
Har man investeret i nogle af de mange liveudgivelser, som bandet har udgivet – blandt andet fra hver eneste koncert på Binaural-turnéen i 2000 (på nær fra Roskilde Festivalen, naturligvis) – så vil man genkende den fremragende ‘Yellow Ledbetter’, der ikke kom med på ‘Ten’ og fra bootleg-cd’en ‘Five Alive’ er ‘Wash’ med. ‘Down’ og ‘You’ er også små perler blandt de mange sange, hvor nogle af dem forståeligt nok forblev b-sider. Men niveauet er højt på Lost Dogs, og der bliver både rocket igennem og spillet afdæmpet til Eddie Vedders karakteristiske stemme. Ganske som på de ordinære udgivelser. Et must for alle Pearl Jam-fans.