Travis – skotsk gavmildhed

Det siges normalt, at skotter er et nærigt folkefærd, men denne myte spillede Travis fredag aften i sænk foran et feststemt publikum i en fyldt Valbyhal. Gruppen fra Glasgow havde guitarkassen fyldt op med sikre hits, og de var ikke blege for at dele ud af dem. Der var således lagt op til fællessang og især i sange som ‘Side’, ‘Sing’ og afslutningsnummeret ‘Why Does it Always Rain on Me’ gjorde dette sig gældende.

Man kunne have forestillet sig, at sceneoptrædenen fra et band som Travis kunne gå hen og blive lidt kedelig. Det var dog ikke tilfældet ved aftenens koncert. I særdeleshed lead-guitaristen Andy Dunlops optræden på scenen var en oplevelse i sig selv. Han var her, der og alle vegne! Det mest i øjenfaldene påfund var da han besteg sin forstærker og stod deroppe og spillede i et stykke tid, inden han hoppede ned fra den, mens han fortsatte med at angribe sin guitar.

I det hele taget havde gruppen et godt tag i publikummet. Dette blev eksemplificeret, da forsanger Francis Healey i bandets pause kom ind med sin guitar for at underholde. Det specielle var, at han prøvede at spille hele Valbyhallen op uden brug af mikrofon eller forstærker. Derfor var det nok kun de forreste i publikummet, der kunne høre versene, men hele salen kunne så til gengæld skråle med på omkvædene.

Det eneste minus ved koncerten var de små moraltaler, som Francis Healey kom med imellem numrene. Det blev lidt for sukkersødt, når han stod og gav sin definition på ægte kærlighed og andre af livets store emner. Men dette lille irritationsmoment kunne dog ikke rokke ved det faktum, at bandet leverede en kraftpræstation.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af