Wynona – lyden af nærvær
“Come On Closer” lød opfordringen gentagne gange fra Camilla Munck – forsanger i Wynona – under nummeret ‘Cloudy Bell’.
Og jo, nærværet var i den grad til stede denne råkolde fredag aften, da det københavnske orkester gæstede VoxHall.
Arrangementet var oprindeligt proklameret som en aften i country’ens tegn, men var man troppet op i frynseskjorte og cowboyhat (og det var der vitterligt nogle der var) klar til en gang squaredans i selskab med storbarmede countrysangerinder, blev man i den grad skuffet.
For nok tager Wynona livtag om countrygenren, men danser med den, gør de ikke. Wynona gør i stedet op med countrygenrens dogmer, og lader en nordisk melankoli flyde ind over genren og tilsætter den glimtvise støjudbrud, hvoraf resultatet i den grad må betegnes som raffineret og langt hen ad vejen som bandets eget, og således også på VoxHall.
Wynona lagde ud med den smukke ‘Sangtiago’ – titelnummeret på bandets andet album – der på mange måde viser Wynonas helt klare styrke: Evnen til at sammensmelte det tyste med det skramlede, ja til tider støjende. ‘In The Woodlands’ – fra samme album – fulgte hvor ‘Santiago’ slap, og fristelsen til at flygte ud i den barske natur og det ukendte land, lå snigende nær.
Wynona syntes stort set koncerten igennem, at have noget på hjerte af stor relevans, og forsanger Camilla Munck virkede som den helt rette formidler af dette. Teksterne blev fremført med stor ynde og indlevelse, men frem for alt med et nærvær, der sjældent ses nu om dage.
‘Come On Closer’ lød opfordringen gentagne gange fra Camilla Munck – forsanger i Wynona – under omkvædet af nummeret “Cloudy Bell”. Og jo, den opfordring blev vist langt hen ad vejen hørt – ikke mindst takket være dem selv!