¡Aché!
Jeg har personligt meget svært ved at stå for det. Jeg er vild med cubansk musik. Og ‘¡Aché!’ leverer på deres første cd ‘¡Aché!¡Aché!¡Aché!¡Aché!¡Aché!¡Aché!’ cubansk musik på bedste vis. Hovedmanden bag ¡Aché! Er percussionisten Rune Harder Olesen. Ikke mindre vigtig er hans cubanske kone Raisa Reyes Castro, den energiske cubanske percussionist Ignacio Guerra Acosta og percussionisten Michael Finding. Det er disse fire, der danner kernen i ¡Aché!, men de får god hjælp fra en række af de bedste danske og i Danmark bosiddende cubanske musikere. Jeg nævner i flæng Reynaldo Lopez Mirabal, Jesper Riis, Mads Hyhne, Ben Besiakov, Aske Jacoby, Carlos Perez og mange flere.
Den samling kompetente musikere, er der kommet et rigtigt godt resultat ud af. De ti numre på cd’en er alle traditionelle cubanske numre, men absolut ikke i deres traditionelle form. Denne cd blander på meget overbevisende vis cubansk tradition med jazz musik. Musikken har rødder i religiøse ritualer blandt efterkommere af slaver fra Yoruba-stammen, der kommer fra det nuværende Nigeria. Det er en religion, der blander katolicisme med traditionel Yoruba-religion, og på ¡Aché!s cd bliver denne religiøse og på samme tid energiske og ekstremt stemningsfyldte musik blandet med dansk/europæisk jazz-tradition.
Som nævnt i begyndelsen er jeg vild med cubansk musik, og jeg er også vild med ¡Aché!. De bringer noget nyt til den danske jazz/verdensmusik-scene, og det skal de have ros for. Jeg kan kun på det allervarmeste anbefale dette fantastiske orkester.