Murs

Det skal indrømmes at undertegnede ikke kendte til Los Angeles rapperen Murs før “Definitive Jux Presents III” kompilationen, men hans bidrag “Your Dead To Me” fik mig til at spidse ører. Nu har vi glæden af hans seneste DJX album udgivet i symbiose med produceren 9th Wonder, og det er i sandhed en glæde at få et sjældent gennemtænkt og uhyre velproduceret album mellem hænderne.

Pladen bærer den knap så mundrette titel “3:16 the 9th edition”, men er noget nær et produktionsmæssigt mesterværk. 9th Wonder, der tidligere bl.a. har arbejdet sammen med Jay-Z på “The Black Album”, har efter Murs’ ønske egenhændigt modeleret albummet. Dette har for det første bibragt konsistens i en tid, hvor folk som Afu-Ra beklageligvis vælger en forvirrende bred palet af producerer i stedet for at definere sit eget område. For det andet emmer 9th’s dynamiske soul-inspirerede produktioner af musikalitet, håndværksmæssig excellence og et uomtvisteligt talent.

Murs beskriver på DJX’ hjemmeside sin stil som Sitcom rap, der fremhæver underholdende elementer fra hverdagslivet. Hans egen baggrund fra Mid City LA. skinner igennem i hans flow, der har klare stilreferencer til såvel 2pac som Ice Cube men lyrisk er blevet påvirket af DJX reflekterende provokative rap. Dette kommer på 3:16 til udtryk via tilbagelænede rim grænsende til storytelling om gadevold, romantiske forviklinger og den negative kommercialisering af hiphop-kulturen. Samtidigt besidder han en for genren sjælden og befriende selvironi, der f.eks. kommer til udtryk i nummeret “The Pain” med linier som: “I’m tryin’ to walk that thin line between intelligence and ignorance/ Have a little fun while making music of significance.”

Potentialet af kombinationen af 9th og Murs’ talenter kommer til udtryk direkte fra introen, hvor en strygerintro går over i en råt guitarbåret beat hvor Murs spytter en nærmest fristils-agtig tekst ud i hovedet på lytteren. Introen efterfølges af “Bad Man”, der er en morsom selvransagende beskrivelse af kampen mod at være i sine lysters vold hen over et originalt dub/reggae-inspireret beat med et call-response kor.
“Bad Man” er en god start mens track 3 “3:16” er en udsøgt fornøjelse. 9th Wonder lukker her op for godteposen med en produktion baseret på pumpende bas, percussion guitar og en kvindelig soulstemme, der bringer hiphopens guldalder midt i 1990-erne i hu. At nummeret er en videreførsel af DJ Premiers legendariske lyd, men også formår at formidle dennes energi og medrivende feeling i en ny form taler om 9th ‘s talent. På samme skæring raser Murs med linier som: “That throwback jersey is a dress/ I remember diamonds used to be a girl’s best friend “,
imod kommercialisering og materialisme i dagens mainstream hiphop.

Albummet bliver ved med at imponere for hver gennemhøring, og dette er primært grundet de sublime produktioner. Sammen med “3:16” springer storyteller-sporet “Walk Like a Man” for alvor i øjnene. Her skifter 9th Wonder beat alt efter stemningen i Murs’ vers. I første vers stiller rapperen spørgsmålstegn ved berettigelsen i at bære våben, hvorefter hans makker i andet vers bliver pløkket ned i meningsløs gadevold. I sidste vers får vi begravelsen, fortællerens hævn ved nedskydning af morderen. Lyrisk er nummeret godt, men produktionsmæssigt er det suverænt.

Beskrivelsen god lyrik og suveræne produktioner er overordnet ganske rammende for “3:16 the 9th edition”. Det eneste nummer, man bare kan løfte nålen henover er det ligegyldige “Trevor An’ Them”. Murs har ind imellem tendens til at stagnere i beskrivelser af seksuelle erobringer som tiden altså er løbet fra, med mindre man hedder Kool Keith. Hvis man skal være lidt grov kan der påpeges et misforhold mellem producer og rapper. Murs kan sine ting og har noget på hjertet, men det virker som om 9th Wonder tilhører en anden klasse. Et kritikpunkt kunne være, at 10 spor, introen inkluderet, er lige kort nok, men kvalitet frem for kvantitet. Køb kvaliteterne fra 12/4.

Murs. '3:16 the 9th Edition'. Album. Definitive Jux.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af