RECession 04: DAT Politics – vive la France

Der er noget med franskmænd og elektronik. De går godt i spænd sammen. Det har pionere som Daft Punk og Air ikke mindst bevist – om end i en langt mere tilgængelig genre, end den man var vidne til hos ligeledes franske DAT Politics på Musikcafeen i Århus i forbindelse med RECession-festivalen.

Kollager af opklippede melodier og naivistisk, overstyret og pudseløjerlig elektronika flød ud af højtalerne fra Lille-trioens medbragte laptop. Bestyret af tre uhyre koncentrerede musikere, der sjældent øjnede publikum mange blikke i deres iver efter at få det digitale hardware til at lyde lige så finurligt og vanvittigt, som det er tilfældet med DAT Politics’ fire foregående album.

Det entusiastiske publikum stod særdeles tætpakket oppe foran den farvebelyste scene, og lysten til at nikke i takt til den desværre sjældent taktartige musik var konstant overhængende. ‘Pass Our Class’, der er en hyldest til homoseksuelle, gav som én af få afstikkere mulighed for at ryste hovederne lidt – om ikke andet til det iørefaldende og fjollede omkvæd: “If you want to pass our class / You have got to show your ass”.

DAT Politics betjente selv mikrofonen under aftenens koncert, hvilket må siges at stå i skarp kontrast til trioens seneste album, det Chicks On Speed-kollaborerende ‘Plugs Plus’, der huser et væld af gæstevokalister. Savnet efter en decideret vokalist var fra tid til anden også nærværende. Ikke mindst i det visuelle billede, der tydeligvis var blevet nedprioriteret til fordel for den præcise elektronik.

Præcisionen i elektronikken var på den anden side det, der gjorde DAT Politics til fem kvarters sonisk forbløffelse over, hvor mange lyde man kan drive ud af en computer og andet elektronisk hardware, og samtidig gøre det til vellydende stykker musik.

Skulle Frankrig derfor endnu engang føre nålen og sætte et nyt elektronisk koryfæ på verdenskortet, kunne det såmænd godt blive DAT Politics – med vokal, vel at mærke.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af