Viva Vertigo

Viva Vertigo er et løst sammenhægende sammenrend af forskellige musikere, der låner deres arbejdskraft til singer/songwriter Simon Beck. Langt hen ad vejen har Beck blandt andet fået hjælp af Sune Rose Wagner, der som bekendt ellers har haft travlt med sit arbejde i The Raveonettes. Det er da heller ikke til at tage fejl af, at han ind imellem har bemandet guitaren, og der er tydelige Sune Wagner-fingeraftryk på pladen.

Det er Americana og lo-fi, der møder 50’er rock, og sød musik opstår. Det er oftest langsommeligt, sjældent kedeligt og altid iørefaldende.

Der sendes glædelige hilsner i det sangmæssige udtryk til både Dave Gahan og hjemlige Steen Jørgensen på denne debutudgivelse, der for øvrigt er seneste udspil fra selskabet Bad Afro, der ellers i nyere tid mest har markeret sig med bandet Baby Woodrose.

Selve pladen er indspillet i 2002, og har derfor ligget klar noget tid. Det gør dog ikke musikken uinteressant eller utidssvarende, den har snarere den kølige distance til modeluner, der gør den ganske tidløs.

Sange som ‘Viva Viva’ og ‘Los Angeles’ er med til at løfte denne udgivelse over det gennemsnitlige, og specielt omkvædet på førstnævnte aspirerer til at kunne blive årets live-nummer, skulle man være så heldig at fange Viva Vertigo på et af landets spillesteder.

Af små minusser kan man pege på den til tider lidt mangelfulde vokal og den ikke så afvekslende feeling på pladen frem, men sangenes overordnede kvalitet og de små momentvise strejf af genialitet opvejer til fulde det.

Viva Vertigo. 'Viva Viva'. Album. Bad Afro.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af