Air kommer til Århus

Den franske duo Air fik, som mange andre bands, et hul i kalenderen, da Midtfyns Festivalen måtte lukke og slukke. Men det danske publikum får stadig lov at nyde den franske luftighed. Train i Århus har nemlig booket Air til den 24. juni og har dermed samlet lidt op på de løse tråde, Midtfyns efterlod.

Air debutterede med det gennemførte album ‘Moon Safari’, der til stadighed fremstår som en elektronisk genialitet. Duoen udgav i januar det tredje regulære studiealbum, ‘Talkie Walkie’, der er produceret af Nigel Godrich, som også har leget med lyden hos både Radiohead, Travis og Beck. Og det er stadig de lette og drømmende melodier, der markerer sig, når Air byder inden for i deres sensuelle og besynderlige rum.

Billetten koster 250 kroner + gebyr og kan købes via Ebillet og Billetnet.

Bemærk: Koncerten er uafhængig af Midtfyns. Billetter herfra kan derfor ikke bruges på Train den 24. juni.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af