Eagles of Death Metal

‘Peace Love Death Metal’ er lidt historien om “det lille rock ‘n’ roll album der ku”. Sangskrivningen er simpel, for ikke at sige primitiv, og produktionen er ikke meget bedre. Men det ændrer ikke på, at ‘Peace Love Death Metal’ er tæt på det perfekte tilbehør til en bøf på grillen og en kold øl i hånden på en varm sommerdag.

Eagles of Death Metal’s primitive udgave af southern rock ‘n’ roll har simpelthen så meget sjæl og bliver leveret med så stort overskud, at det er meget svært ikke at holde af det.

Bag gryderne sidder Josh Homme (QOTSA og Kyuss), og selv om man bestemt ikke falder i svime over hans evner på dette område, så passer det teknisk begrænsende trommespil glimrende til de beskidte bluesorienterede riffs, som bandets andet medlem, Jesse ‘The Devil’ Hughes, spytter ud over albummets 15 numre.

I virkeligheden er det nok Jesse Hughes’ vokallevering, der gør Eagles of Death Metal så forbandet cool. Teksterne kredser om kvinder og djævlen med stort overskud og en sund dosis ironi. Vokalen befinder sig lejemæssigt oppe omkring falsetten det meste af tiden, og med sin underligt soulede og afslappede vibe føler man sig indbudt til at slå sig ned, rulle en joint og smide en t-bone på grillen.

Den afslappede vibe bærer også over på indspillingerne, der er “loose” for at sige det pænt. Et par af numrene startes flere gange, før Homme og Hughes rammer hinanden, og på andre numre får man lige lidt snak med før eller efter. Men af en eller anden grund bliver jeg ikke irriteret af denne sjuskethed, der på en undelig måde er med til at skabe den følelse af “southern hospitality”, der driver albummet.

Eagles of Death Metal. 'Peace Love Death Metal'. Album. AntiAcidAudio/Southern.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af