Spot 10: Kaptein Kaliber – sindets tapet

Det er en genkendelig fornemmelse, jeg får i kroppen. Selvom jeg sidder pakket væk i Filuren, Musikhusets bageste scene, hvor der stinker af tætpakkede mennesker og dovent øl, mindes jeg med vemod lige præcis denne følelse. Følelsen af at være på festival. Følelsen af at sidde i den sene og dybrøde eftermiddagssol i gruset foran en af de elektroniske scener og bare samle sin sparsomme energi sammen – rede til endnu en nats fordrukne og afsporede raven omkring. Hvor en gut med sin labtop er rigelig underholdning, og hvor den blødt klikkende dub tapetserer sindet med velbehag og fred.

Det er den følelse, jeg oplever igen, med norske Kaptein Kaliber. For selvom de danske lufthavnstoldere ikke tillod den ene halvdel (den anden havde åbenbart travlt med noget andet) af Kaptein Kaliber at flyve flammekastere, fyrværkeri og andet mistænkeligt udstyr med ind i landet, formår den ene mand at levere den vare, der er nødvendig: en smød og harmonisk omgang elektronica.

Lidt a la Goodiepal – og lidt a la Opiate. Ja, og endda lidt a la Burnt Friedman, hvilket skinner pænt igennem i de dub’ede sekvenser. Men overordnet en brokenstyle, der på en grumset måde skifter mellem det dansevenlige- og det sløve, knækkede sit-down-beat.

Der er ingen kontakt til publikum. Blikket er fastlåst i den stålgrå labtop. På bagvæggen kører der en række surrealistiske visuals, som er det eneste, der holder en fra at lukke øjnene og falde hen. Nogle vil kalde det røvkedeligt, andre vil læne sig tilbage og nyde en times tid udenfor den virkelige verden.

Uanset hvad, så scorer Kaptein Kaliber lidt point hos denne anmelder. For trods mangel på udstyr og den anden halvdel af gruppen, går Kaptein Kaliber på alligevel. Og leverer tilmed en behagelig koncertoplevelse, der måske er rettet mod et mindre nichepublikum, men som giver de fleste et velfortjent pusterum, hvor hver en tanke bliver vendt retfærdigt.