Joanna Newsom – en fortryllende aften
En kvinde, en harpe og en sart duft af eventyr. Vi fik en funklende flaskepost fra en anden verden. Fra Joanna Newsoms kontrastfulde verden, hvor barnets fantasi væves sammen med litterær tyngde, hvor overrumplende teknik og seriøsitet spiller op imod en lillepigestemme, der uskyldsrent inviterer indenfor.
Joanna Newsom er et unikum i den folk-revival, der har spredt sig fra USA til det europæiske kontinent. Will Oldham og Devendra Banhart fik smag for den generte 22-årige, der egentlig bare ønskede at sætte lidt musik til sine digte, og siden er det gået hurtigt. Torsdag aften strålede hun af nyvunden selvtillid, da hun indledte koncerten forrest på scenen med en a capella-sang i overrumplende stil for de, der ikke tidligere havde lagt øre til hendes utrænede stemme. Den besidder en naiv pågåenhed, der uden tvivl er en smagssag.
Herefter sluttede hun sig til harpen og fremførte de excentriske kompositioner fra sit fremragende debutalbum, ‘The Milk-Eyed Mender’. Eller i det mindste de af dem hun kunne huske, for hun var ikke vant til at spille en hel time og måtte undskyldende bede om hjælp fra det siddende publikum.
Men vi trådte glædeligt til undsætning, så den nymfe-lignende Newsom, klædt i blågrøn kjole og dinglende hårsmykke, kunne trække os ind i sin skæve verden i blandt andet ‘Bridges and Balloons’, ‘Sadie’ og ‘Cram, Crab, Cockle, Cowrie’. Hun fremførte sangene tro mod albumversionerne, måske en anelse for tro, med deres komplekse rytme og overraskende afveje, delvist forårsaget af de to forskellige taktmønstre, som hendes hænder gør brug af.
Harpen giver bogstaveligt talt Joanna Newsom flere strenge at spille på. Nogle gange lød den som et klimprende klaver i samspil med en dyb bas, andre gange som en akustisk guitar, men oftest lød den bare som det magiske instrument den er. Og i kombinationen med de dybt originale og mundlækre tekster, blev publikums samlede opfattelsesevne sat på en rar prøve.
En yndefuld kvinde og et yndefuldt instrument. En fortryllende aften.