Swayzak
Den britiske producer-duo Swayzak (David Brown & James Taylor), der gæstede Vega over sommeren, er klar med deres fjerde album i rækken, ‘Loops From The Bergerie’.
Her finder vi en række anderledes numre, der er drejet væk fra den technopop, som duoen hidtil har produceret. Det nye album fremstår som værende mere harmonisk og knap så eksperimenterende, men efter min mening er det positivt, og albummet er det bedste, de hidtil har lavet. Med til at hive det højere op er også en del gæstevokalister – blandt dem er Clair Dietrich, Mathilde Mallen og Richard Davis.
Lyden på ‘Loops From The Bergerie’ minder meget om netop Richard Davis’ eget album ‘Safety’, der udkom i foråret. Det er afdæmpet og følelsesladet, men følges til dørs af kontante beats. Et glædeligt genhør med hans fantastiske stemme er naturligvis også med til at skabe ligheden.
Swayzak har denne gang ramt helt rigtigt med den nye lyd, og de to musikere viser, at de er i bedre form, end de nogensinde har været tidligere. Samtidig beviser de, at de i den grad stadig er med til at skubbe den elektroniske musik i nye og interessante retninger.