Det Elektriske Barometer – sjælefletning på 18. år

Det Elektriske Barometer er blevet myndig. Vega lagde hus til fødselsdagen den 11. november 2004, hvor Peter Sommer, Lise Westzynthius, Jomi Massage, Sterling og The Blue Van sørgede for tonerne. Gæsterne takkede for næsten to årtiers følelsesafløb og for et troværdigt åndehul for den alternative musikscene.

Hvem har ikke haft sin tvivl om dét at blive voksen? Teenageårenes umiskendelige dunkelsyn og sortlakerede negle (i hvert fald mentalt) gør afgjort sit for at så tvivl om livets lethed. Lemmerne bliver større, stemmen dybere og alligevel kan det være svært at rumme de filtrede tanker – og endnu sværere at rede dem ud. Det er jo ikke alle, der gider lytte, vel? Sådan har det velsagtens altid været, men for de sidste to årtiers rundforvirrede unge har der heldigvis været ét trofast øre at bekende sig til. Og det øre hedder Det Elektriske Barometer – og selvom det netop er fyldt 18 år og i den forstand er blevet voksent, ser det ud til at lytte lige så trofast som altid.

Det grove snit
Vega er fyldt, men ikke til bristepunktet. Publikum repræsenterer et groft genererationssnit, der går fra de “gamle” og nostalgisk smilende Barometer-disciple, som for en stund mindes de år, der gav hård hud, til de nytilkomne, men ligeså dybtsukkende unge, der udgør den nuværende lytterskare. Mellem disse yderpunkter befinder sig en blandet skare, som rummer alt fra hippe Vega-kids og småkendte til de notoriske trucka’-caps og en enkelt kvinde i stupigeuniform i lak. Fælles for dem alle er det lille ’tillykke’, der sidder og blinker i mundvigen. Og naturligvis også det faktum, at fire interessante musikoplevelser venter.

Den bittersøde smerte
Albumaktuelle Peter Sommer har til lejligheden fået elegant selskab af Lise Westzynthius, hvilket klæder både ham og hende. Sammen åbner de veloplagt op for fødselsdagen med jordnært materiale fra Sommers Superjeg-tid og seneste solo-plade. Det er sympatisk med fine træk og velegnet til formålet, lidt ligesom et varmt skulderklap på en lortedag.

Det samme gør sig faktisk også gældende for Jomi Massage, der med den særegne vekselstrømsrock får barometerets følelsesindikator til at skyde i vejret. Her er det ikke ligefrem et skulderklap, man får, men mere et bestemt skub ind i en tilnærmelsesvis mørk skov af lyd. Og med et bundt sarte nerver som pisk og et efterhånden fantastisk samspil flår gruppen hul i den bittersøde smerte, der nu engang fylder en pæn del af Barometerets ætertid. Det er vel ikke for ingenting, at man valgte at skubbe Trine Bryld ind programmets bagagerum.

Barometer-ånd
Men den gode, gamle lytterbestemte er jo mere end det – det vidner Sterling om med en kavalkade af mere letbenet rock. De åbenhjertede og småforkølede melodier bliver udført i fin stil, og der prøves kræfter med en næsten britisk arrogance – hvilket til tider tangerer til det irriterende, men egentlig giver ganske god mening i gruppens udtryk.

Slutteligt dukker The Blue Van op med speederen i bund. Hastigheden har været høj for gruppen, der netop er ræset hjem fra 48 koncerter i USA. Energien og intensiteten på scenen er fin, nærmest fremragende, men man kan stille sig selv det spørgsmål, om hvorvidt AC/DC ville smile eller græde – eller om hvorvidt Jim Morrison ville vende sig i sin grav eller ej, hvis de var vidne til The Blue Vans optræden. Og man kan også spørge: vil man huske dette årti som retro-årtiet; årtiet, der måtte låne fra de andre?

Uanset hvad må man nikke anerkendende overfor gruppens integritet, både hvad den tørre halvfjerdserrock og den karaktermæssige indlevelse angår. Der er spark på, ingen tvivl om det, og på sin vis er dette også et udmærket indslag til en fest i Barometer-ånd, hvor der, for at understrege den lange brev-tradition, er opstillet røde postkasser og lagt bunker af brevpapir og kuverter. Hvis man nu skulle få lyst til at dele ud af sine hemmeligheder.

Voksenliv
Det har ikke været nogle lette teenageår for Det Elektriske Barometer – som det også proklameres på programmets hjemmeside – og gang på gang har trusler om lukning svirret omkring radioverdenens svar på Christiania (lille, alternativ og skæv), men heldigvis for os alle har den overlevet fint. Ikke mindst på grund af den søndagselskende og yderst stædige lytterskare. Og jo, Barometeret er blevet voksent efterhånden, i hvert fald i omfanget. Det er blevet til en ny og mere brugbar hjemmeside, hvilket må siges var tiltrængt. Men den mest bemærkelsesværdige udvidelse er med garanti den døgndriftige netudgave af søndag aftens sjælefletning, nemlig DR Barometer.

Hvor voksent Barometeret kan tillade sig at blive, før det mister følelsen med de mange tankespindere, er svært at sige. Men ét er sikkert – så længe der er følelser på spil og tanker i kog, er der brug for et afløb. Uanset hvad, har Barometeret allerede indtaget en monumental plads i den alternative musikhistorie i Danmark. Tak for det og tillykke.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af