Isis

‘Intoxikerende’ er nok det mest præcise ord at knytte til Isis’ lydunivers. Få bands formår som dem at transportere lytteren til en anden og så rigt detaljeret sindstilstand. Og få lyduniverser har så bredt et dynamisk spektrum som Isis’. Fra de mindste krusninger i vandoverfladen til det sublime og voldsomme vortex, Isis kommer forbi det meste. Således også på ‘Panopticon’, Isis’ tredje album og opfølgeren til mesterværket ‘Oceanic’ fra 2002.

Grundstrukturerne er stadig de samme. Lange episk-psykedeliske kompositioner, der blander postrockens dynamik og melodisprog med ultratunge Neurosis-inspirerede riffs og teksturer. Men Isis er på ‘Panopticon’ mere melodiske, og de skaber et mere lyst musikalsk udtryk end på den meget dystre Oceanic. Det bedste eksempel på dette er nummeret ‘Altered Course’, hvor Isis i selskab med Tool’s bassist Justin Chancellor skaber et rum, der emmer af melankolsk håb og drømmende ekstase.

Samtidig er det en fryd at høre det stadigt voksende og efterhånden næsten symbiotiske sammenspil mellem guitaristerne Aaron Turner og Mike Gallagher, hvor melodier og teksturer elegant og overlegent væver sig ind i hinanden. Man kommer uundgåeligt til at tænke, at Isis er ved at udvikle sig til den ekstreme musik svar på Tortoise.

Men samtidig er det som om et par af numrene på ‘Panopticon’ simpelthen bliver for lange, for repetitive, og bandet mister derfor hist og her grebet om lytteren. Samtidig kan det godt irritere mig lidt, at Isis hverken har trykt teksterne til ‘Panopticon’ i coveret eller på deres hjemmeside, for det er simpelthen fysisk umuligt at fatte meget mere end et ord af, hvad Aaron Turner skifte vis synger og brøler. Og der er ingen tvivl om, at vi her har at gøre med et konceptuelt orienteret album, hvor teksterne rent faktisk er en vigtig del af udtrykket.

Et Panopticon er kort sagt en arkitektonisk form, man begyndte at bruge i fængselsstrukturer omkring århundredeskiftet, en nyskabelse, der idéhistorisk regnes som en af grundstenene til det moderne overvågningssamfund, et interessant konceptuelt omdrejningspunkt. Men Isis gør det mere end svært for lytteren at få indblik i denne dimension af albummet, og det er en skam.

‘Panopticon’ er allerede mere eller mindre blevet udnævnt til årets album i et par engelske musikmagasiner, men det er en overdrivelse. Isis har dog formået at skabe et helstøbt album, der væver videre på den røde tråd, de fandt med ‘Oceanic’ samtidig med, at de har fundet et par nye overtoner af blå at føje til projektet. Vi venter i spænding på den næste udvidelse af farvekoden.