Schneider TM

Dirk Dresselhaus aka Schneider TM har fået lov til at lege, og det er ikke bare en smule, nej han har fået lov til at lege med andres numre på et helt album, heraf navnet ‘Reconfigures’.

Schneiders tolv udvalgte numre spænder vidt, men de er trods alt rekonfigureret i samme univers, hvilket gør albummet sammenhængende. Stilen, som Schneider gør sig i, er kaldt indietronica, dette remix/restyle-album har dog mere at byde på end denne sammenkørte genrer. Udover indietronica’en findes også stumper af glitch, ambient, illbient, funk og electro.

Absolutte højdepunkter er der nogle stykker af , og Lambchop-nummeret ‘the New Cobweb Summer’ må betegnes som et af de mest vellykkede. Nashville-bandets sang bliver her stemningsfuld som bare pokker, glitchy-crooner-ambient så englene synger.

Schneiders version af Lamb-nummeret ‘Wonder’ er eksklusivt for denne udgivelse, et svævende og drømmende eksempel på, hvordan Schneider formår at gøre nummeret til sit eget, et remake og ikke bare remix.

Kan man lide Moby og Zero7 vil Schneider TM også falde i ens smag, og man behøver ikke have et kendskab til de originale numre for at nyde ‘Reconfigures’.

Schneider TM. 'Reconfigures'. Album. Earsugar/Dotshop.se.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af