…And You Will Know Us By The Trail Of Dead

De amerikanske …And You Will Know Us By The Trail Of Dead har på sine tre første album været kendt for sit kontrollerede galskab. For balancegangen mellem himmel og helvede, mellem pianoklang og forvrænget guitar, mellem følt vokal og lungeødelæggende skrigen.

Og deres seneste udspil, ‘Worlds Apart’, åbner også som et …Trail of Dead album bør. Med en eventyrlignende intro, der ender med en blød kvindestemme, der på følsom vis siger, “And you will know us by the trail of dead”. Hvorefter Austin-rockerne går i gang med at efterlade denne kendetegnende sti af døde bag sig på ‘Will You Smile Again?’

Men ellers virker vægtskålen til at være røget lidt ud af balance på ‘Worlds Apart’. Det er som om himmel, pianoklang og den følte vokal vejer lidt tungere på de tolv nye numre. Numrene indeholder stadig de karakteristiske guitarstorme, hvor trommeslagene falder som haglbyger, som på perlen ‘Caterwaul’, hvor Conrad Keelys melodiske vokal svæver højt over guitarens og trommernes lyddestruktion, mens Jason Reese skrigende ligger en enerverende baggrundsvokal.

Ellers er det sange, som titelnummeret, ‘The Summer of ’91’ og ‘A Classic Arts Showcase’, der tipper vægten. Uden at være dårlige er der sneget sig lidt for meget poppet rocklyd ind bag facaden. Og selvom ‘Let It Dive’ er kanon, med guitarens meditationsagtige repetition i baggrunden og trommernes rolige tempo fuldendt af Keelys vokal, så er det svært ikke at sidde tilbage med følelsen af, at der mangler noget på ‘Worlds Apart’.

Det er også let at skuffe efter ‘Source Tags & Codes’, der var perfektionen af …Trail of Deads musikalske balancegang. Og mens ‘Worlds Apart’ absolut ikke er et dårligt album, så har det sendt …Trail of Dead på en lidt anden kurs, og det er måske meget sundt. Selvom vi nok skal til at lede efter døds og ødelæggelsesfyldte stier andetsteds.