Radioinactive and Antimc

‘Radioinactive and Antimc’ (Kamal Humphrey og Matthew Alsberg) har med ‘Free Kamal’ givet et rigtigt godt bud på en anderledes hiphop-oplevelse, hvor Radioinactive udelukkende tager sig af rappen og Antimc både står bag samtlige produktioner og har indspillet de forskellige instrumenter, der flittigt bliver brugt på pladen. At der kun er 12 numre på pladen, og at der ikke er nogle interludes eller skits til at fylde pladen ud er yderligere usædvanligt for en hiphopplade i disse dage. Energien er koncentreret om rappen og de rigtig gode produktioner, som præger pladen, der er udgivet på det amerikanske uafhængige pladeselskab Mush Records.

Teknisk er Radioinactive en meget dygtig rapper, der rapper utrolig hurtigt. Dette talent demonstrerer han især i sit andet vers på ‘The Weight of Secrets’, hvor han rapper i et tempo, der må gøre selv Busta Rhymes grøn af misundelse. Tempoet er ligeledes højt i ‘Chop Chop’ og i ‘Stop Me Equals Death’. Til minussiden hører, at Radioinactives tekstunivers ikke er særligt spændende, nærmere bare sært. Som det ofte er tilfældet i meget hurtig rap, kommer der mange fyldord og søgte rim for at opretholde det hurtige tempo eksempelvis: “Tom Sawyer’s not a lawyer” i ‘Chop Chop’ eller “Diesel Fuel/Clint Eastwood’s cool” i ‘Movin’ Truck’. Det giver simpelthen ikke nogen mening, men er til at se igennem fingre med, når det teknisk er leveret med høj kvalitet i både rap og produktion. Guitarloopene på ‘Stop Me Equals Death’ og ‘Folding Dirty Laundry’ er simpelthen fremragende, og det samme er basloopet på ‘Movin’ Truck’. En anden produktion, der fortjener at blive fremhævet i denne sammenhæng, er nummeret ‘Runnin’ With Scissors’, som er en jazzet omgang med et charmerende klaverloop.

Charmerende og positiv er i det hele taget kodeordene på ‘Free Kamal’. Der er skruet ned for de tunge beats, og det er i stedet en mere organisk live-lyd og international lyd, der præger pladen. Kamal Humphrey er da også ægyptisk-mexicaner bosat i USA, nærmere betegnet Californien og den sammensatte baggrund kommer til udtryk på et par af numrene, blandt andet i ‘The Weight of Secrets’, der har et arabisk kor i baggrunden. Tilsat Radioinactive’s ekstremt hurtige rap bliver resultatet interessant og usædvanligt.

Eneste nitter på pladen er numrene ‘Citrus’ og ‘Magnets’, der ikke er nær så fængende og interessante som resten af pladen. Men disse to numre kan ikke ødelægge helhedsindtrykket af en plade, der emmer af leg og positivitet.

Radioinactive and Antimc. 'Free Kamal'. Album. Mush/dotshop.se.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af