Roskilde Festival tilføjer fire danske navne

Roskilde Festival fylder yderligere op på deres danske konto med tilføjelse af fire nye navne. Junior Senior, Laid Back, Efterklang og Bikstok Røgsystem gæster alle Dyrskuepladsen til sommer.

Junior Senior arbejder i øjeblikket på deres andet album, som skal forsøge at følge op på debutalbummets fænomenale succes. Laid Back er også en duo med øre for den elektroniske pop, men fra en ganske anden tid. I starten af 80’erne storhittede de med sange som ‘Sunshine Reggae’ og ‘White Horse’, der senere er samplet utallige gange.

Efterklang (billedet) og Bikstok Røgsystem er nyere på den danske scene. Det følsomme electronica-kollektiv Efterklang udsendte sidste år debutalbummet ‘Tripper’ til store roser, og Bikstok Røgsystem gør klar til at overtage landet med deres sprudlende dancehall-debut, ‘Over stok og sten’, som udkommer mandag den 7. februar.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af