The Beatnuts – verdensklasse hiphop på Rust

Der var mange mennesker, som havde valgt at lægge vejen forbi Rust tirsdag aften, da New Yorker duoen The Beatnuts besøgte København. Det var et totalt udsolgt Rust, som var vidne til en hiphop koncert i verdensklasse, og der var også flere, som prøvede at skaffe sig en billet i sidste øjeblik selvom, at koncerten var meldt udsolgt. En skam at ikke flere fik lov at høre koncerten på et større spillested som Lille VEGA. Det var desuden et bemærkelsesværdigt ungt publikum, der tog imod The Beatnuts, hvilket den ene halvdel af duoen Junkyard JuJu også kommenterede med, at det var ham en glæde at se så mange ‘schoolyard niggas’ blandt publikum.

The Beatnuts stillede op uden en decideret DJ, så derfor var det den anden halvdel af duoen Psycho Les, der tog sig af pladevenderiet samtidig med, at han rappede sig gennem de utallige hits den snart 15 år gamle duo havde at byde på. Denne konstellation lagde en stor del af ansvaret for at sætte gang i publikum på JuJu, hvilket han tydeligvis havde stor glæde af. Han var yderst veloplagt og rappede fremragende med hans meget karakteristiske stemme. Publikum var i den grad med Beatnuts, og det smittede af på scenen, hvor JuJu fornøjet guidede publikum gennem koncerten.

The Beatnuts kom vidt omkring i deres omfattende materiale, hvor der var flere af de helt gamle numre som ‘Props Overhere’ og ‘Get Funky’ med på den tilsyneladende improviserede setlist. Numre som publikum var meget bekendte med til JuJu’s store glæde og overraskelse. Til gengæld var der ikke så mange numre fra den nyeste plade ‘Milk Me’, men det gjorde intet, når nu ‘The Nutz’ kunne diske op med nyklassikere som ‘Duck Season’ (dog kun første vers, desværre), Do You Believe, ‘Let’s Get Doe’, ‘No Escapin’ This’, ‘Watch Out Now’, ‘Se Acabo’. Alle disse numre var med til at skabe en aften, som enhver elsker af hiphop ville have husket i lang tid. Især The Beatnuts’ måske største hit ‘No Escapin’ This’ var en fornøjelse uden lige.

Desværre varede koncerten kun en time, hvilket var en anelse for lidt, især set i lyset af publikums store engagement. Koncerten virkede ekstra kort, når der nu ikke var noget opvarmningsband til at indlede aftenen. Men dette kan ikke spolere det samlede billede af en koncert, der blev rundet af med Psycho Les’ a capella freestyle.

En tirsdag aften i de bedste hiphop hænder uden påtagede gangsterattituder og hoven stemning, med en fantastisk energi fra start til slut.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af