Mice Parade
Om det så var dine sidste penge, bør du ikke tøve med at spendere dem på ‘Bem-Vinda Vontade’ fra amerikanske Mice Parade. Bag navnet gemmer sig The Swirlies-trommeslageren, Adam Pierce, som siden 1999 har udgivet en håndfuld plader under sit kuriøse alias, hvor han ubesværet blander live-instrumenter og perkussion med dub og finurlig lo-fi pop/rock.
‘Bem-Vinda Vontade’ er sjette udspil fra Pierce, og det er intet mindre end en ren perle udi den alternative sangskrivningskunst. Ved første gennemlytning tager de ni sange sig ikke ud af særligt meget, men pludselig åbenbarer nuancerne sig som sirlige solnedgange til alle sider og et forgyldt episk poplandskab lige under fødderne på dig.
‘Night’s Wave’ er eksempelvis syv tindrende smukke minutter i selskab med en hidsig spank guitar, en trist fransk harmonika og en flakkende amerikansk tusindkunstner personificeret i Pierce – hvis idérigdom synes helt uudtømmelig.
Han synger ganske vist ikke særligt pænt, og han bruger instrumenterne præcis, som det passer ham. Men det er lige netop det, der gør ‘Bem-Vinda Vontade’ til en ganske særlig lytteoplevelse. Et øjebliks dinglende skæv popmagi. Og et ordentligt los i kuglerne til alle konventioner.