Prinz Ezo

Bag det kongelige tilnavn Prinz Ezo, gemmer der sig en gammel svinehyrde. Han var klassens frække dreng, da han i senhalvfemsernes lagde technodanmark foran sine fødder med labre elektrofinurlige beats. Han havde mange navne, men var bedst kendt af folket som Bjørn Svin.

Som en trold af en æske er han dukket op til overfladen engang imellem i det nye årtusind. Blandt andet til uforglemmelige aftener på clubber, hvor han lige har markeret at der stadig kun er ét Svin bag knapperne – og så havde du ellers bare at danse eller tage benene på nakken.

Der er en mening bag den nye identitet som Prinz Ezo. Efter de ni forholdsvis lange numre på ‘Inside Buddy’, er der nemlig ikke meget sprælsk bacon at spore. Pladen er langt mere dyster, mørk og undergrund end den lyd, som folk vil huske fra gamle hits som ‘Mer’ Strøm’ og ‘Søde’.

Lyden fra Prinz Ezo er ikke festpumpende, den er snarere indadvendt. Og så alligevel ikke, for bass og beats overlever, og det er som om legesygen overfladisk stikker hovedet ud mellem tremmerne og desperat skriger på hjælp. Noget der især høres på pladens to første (og bedste) numre.

Udgivelsen bliver en mærkelig mellemvare mellem den varme, gamle teknotrold og nutidens koldere click-electronica. Det er lyden af metalliske robotter, der nedkæmper hinanden på en elektronisk kirkegård. Selvom det slår gnister enkelte steder, er der køligt og tomt. Det bliver aldrig et album, der vil fungere til fest, ej heller til afslappende stunder i hjemmet.