Tiger Tunes – put your hands in the air!
I New York har de Little Italy. Til Tiger Tunes på Rust i København findes Little Århus. Der var lagt i ovnen til et udenbys lokalbal, da Tiger Tunes i går vendte tilbage fra en maratonlang turnevirksomhed i det tyske.
Det der er så allerhelvedes dejligt ved Tiger Tunes, er deres ligefremme, nede-på-jorden charme. Især sanger/keyboardspiller Marie Højlunds smilende udstråling smitter og er umulig ikke at forelske sig i. Hun virker som Danmarks absolut mest ukrukkede sangerinde.
Forsanger Kåre Hansen er også karismatisk, og selvom han til tider virkede en anelse træt og uoplagt, sang han så sveden sprang af ham, og den sorte mascara løb ned af øjenlågene. Siden jeg for mange år tilbage så Tiger Tunes spille på Musikcaféen i Århus, er hans vokal blevet meget bedre. I en ældre sang, der vistnok hedder ‘A.A.E.’ lød han nærmest som en mellemting mellem Jim Morrison og Jarvis Cocker.
Der hvor Tiges Tunes opbyggede live-rutine specielt kan mærkes, er i de flotte vokalharmonier mellem Kåre og Marie, smukt eksemplificeret i en af aftenens flotteste sange, ‘Dexter’. Tiger Tunes tør at lave skægge sange og være sig selv.
Én ting er at skeje ud musikalsk på en plade. At kunne få eksperimenterne til at fungere lige så flot live er en bedrift.