Sónar Festival i radioen

Når verdens største festival for elektroniske musik, Sónar Festivalen i Barcelona, fyres af torsdag, fredag og lørdag, bliver det med livedækning af Danmarks Radios P3’s hyperaktive elektroniske radioprogram D’ Store Mix.

Sonar-festivalen, der startede i 1993 som en noget eksklusiv klub for technomiljøet, er nu vokset til en stor international musikbegivenhed, der hvert år trækker tusindvis af mennesker til. Sidste år rundede billetsalget de 100.000 billetter.

P3 transmitterer direkte fra festivalen fredag 17. juni kl. 18-21 og lørdag 18. juni kl 21-24. Værter er Thomas Madvig og L.P. Støvring fra D’ Store Mix, og blandt indslagene kan nævnes interviews, gæstedjs og koncertbidder med verdensnavne, som f.eks. Ralph Lawson, De La Soul, Jamie Lidell, Mouse On Mars, Chemical Brothers og The Soft Pink Truth.

Fra Danmark deltager den nye forening for elektronisk musik, Platform Music, der har til formål at fremme eksporten og interessen for dansk elektronisk musik i udlandet. Foreningen deltager på festivalen med et særskilt program, hvor dub-stenerne i Djosos Krost, den svævende musikalske højskole Efterklang og de to djs Ned Flanders og Pharfar alle får plads på scenen.

Udover Platforms showcase på festivalen optræder også clubbandet WhoMadeWho og elektronikeren Goodiepal live, mens det lille københavnerlabel Statler & Waldorf er blevet inviteret til en dj-showcase og mulighed for at udvide den internationale interesse omkring selskabets navne, der blandt andet tæller Pellarin, Melk og snart albumaktuelle Printer.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af