dEUS

Det er ligesom en hemmelig klub. Når man møder en anden dEUS-fan på en bar, i parken eller ved en fest. Man udveksler indforståede blikke og oplever en gensidig, umiddelbar forståelse. For det belgiske artpop-band lavede i 90’erne musik af den excentriske og finurligt følelesladede slags, som de fleste overså, men de få gemte i inderste hjertekammer.

Mere end seks års blade har dedikerede fans tålmodigt revet af kalenderen siden udgivelsen af gruppens sidste album, ‘The Ideal Crash’. Kun violinist Klaas Janzoon og frontmand Tom Barman står tilbage fra den oprindelige besætning, men dEUS’ eventyrlystne lyd lever stadig. Fra det drømmende, støjrockede i åbningsnummeret ‘Bad Timing’ og ‘Cold Sun of Cirumstance’, til det fløjsbløde, kælende i de afdæmpede ‘Include Me Out’ og ‘Nothing Really Ends’. Alle sange starter fra scratch og konstrueres så af skæve indfald og dybfølte melodier, med en filmisk kvalitet der griber om sig i de langsomme opbygninger.

Tidligere tiders sprælske oprør er dæmpet en smule, så overraskelserne og udsvingene er blevet færre. Homogeniteten har sat ind, selv om strygere, soulfyldte korstemmer, xylofon og samplinger blander sig på paletten når nødvendigt. Men der er unægteligt en særlig elegance over dEUS, og nu bør deres sangskat snart befries fra sin kultstatus. Du kan passende starte her. Velkommen i klubben. Der er plads til flere.