Bob Dylan – ældes uden ynde

Punkere, pæne erhvervsledere, nostalgiske 68’ere og unge musiknørder – alle fik vi set giraffen, og alene dét skal man bestemt ikke undervurdere betydningen af. Bare det at have set et ikon som Bob Dylan i levende live kan mange leve højt på længe, ikke mindst når han til lejligheden disker op med en setliste der ganske vist domineres af nye, og for størstedelen af publikum ukendte numre, men også udødelige klassikere som ‘All Along the Watchtower’, ‘Like a Rolling Stone’ og ‘Highway 61’.

Desværre lykkedes det ham ikke at vise sit publikum, hvorfor lige netop han er endt som et ikon. I stedet spiste han det af med en ganske velspillet og tight, men ikke desto mindre enormt kedelig og forudsigelig omgang stadionagtig rock.

At en stor del af publikum bestemt var mere end tilfredse, ændrer således ikke ved, at man af et unikum og musikalsk geni, som Dylan jo unægtelig er, kunne have forventet langt mere. Bevares stemmen er stadig unik, eller i hvert fald det der er tilbage af den. Ofte snarere mumlede end sang han, og derfor var det fra tid til andet svært at tyde, hvilket numre han spillede. Samtidig er en del af nærværet og inderligheden forsvundet i takt med det ødelæggende slid på stemmebåndet og resten forsvandt bag den potensforlængende halbalsrockede facade de fleste numre gemte sig bag.

Den gode gamle Bob Dylan kom frem i korte glimt, ligesom den, for koncerten atypiske, løsslupne og flotte finale havde held med at give helhedsindtrykket et spark i vejret. Men det gør på ingen måde præstationen et geni værdigt. Som min ven tørt konstaterede efter den næsten to timer lange koncert: “Det kunne han sgu da godt lige have gjort lidt bedre”.