The White Stripes – et ordentligt spark i røven
Det var svært at mærke, at dette skulle være en almindelig onsdag aften. Det blev det da heller ikke, for The White Stripes havde tydeligvis tænkt sig at give publikum i et stop fyldt Lokomotivværksted et ordenligt spark i røven. Og folk elskede dem for det.
Der er en imponerende ligefremhed over duoen, som simpelthen bare smitter af fra første glimt. Som Jack og Meg White entrede scenen klokken 21.30 præcis væltede de nærmest ud over scenekanten. Jack klædt i lang sort frakke, rød T-shirt og den karakteristiske sorte hat, som alle scenefolkene åbenbart også skulle bære denne aften, mens Meg i en lang sort kjole og det løsthængende hår var hans ‘first lady’ – i hvert fald i de musikalske udfoldelser.
Lokomotivværkstedet udgjorde de perfekter rammer for en rockkoncert af en sådan kaliber. Der var råt og koldt, med metalskinner og wires på kryds og tværs i den store hal. TDC havde med deres Blå Tone-arrangement nummer fire virkelig ramt plet. Værkstedet ligger placeret, hvor ingen blandt publikum sikkert havde været før. En god gåturs penge langs togskinner nærmest ude midt i ingenting blandt store, halvtomme, industrielle bygninger. Det oste af rock’n’roll.
Scenografien i Lokomotivværkstedet var under White Stripes’ koncert holdt knivskarpt i duoens farver – rød, hvid og sort. Et stort, rødt bagtæppe med et påtegnet kæmpe æble, store stueplanter malet helt hvide, trommerne var røde, et stort sort flygel midt på scenen, Jacks guitar var rød, ja, you name it.
Intet var overladt til tilfældighederne. De to amerikanerne førte publikum sikkert gennem en times god blanding af nye sange fra den seneste plade ‘Get Behind Me Satan’, enkelte ældre afstikkere samt de hos publikum tydeligvis mere populære sange fra bandets hovedværk 2003’s ‘Elephant’.
Enkelte numre skilte sig ud. ‘The Nurse’ sig ud med Jack på (rød) marimba, en smasktung udgave af ‘Ball and Buiscuit’ hvor Jack spillede sig helt ud over grænsen med guitarsoloer, og den søde ballade ‘In the Cold, Cold Night’, med Meg stående bag mikrofonen med en dejlig charmerende og halvfalsk vokal, der var som honning i teen for et nu helt tændt publikum. Det tidligere ægtepar (vistnok?) var over hele scenen, skiftede rundt mellem instrumenter og sang i forskellige mikrofoner sat op flere steder på scenen. Men skulle virkelig være helt oppe på tåspidserne for at følge med.
Efter en time med mere end fuld fart på forlod de to amerikanere scenen. Men kun for hurtigt at vende tilbage igen og fortsætte med over en halv times ekstranumre startende med ‘Hotel Yorba’ fra ‘White Blood Cells’. Værsgo. Tag den. Der blev ikke sparet på noget der. Publikum gik amok til storhittet ‘Seven Nation Army’, der på denne aften lige var skruet ti procent op i tempo.
Efter lidt mere en seks kvarters svedig koncert forlod publikum den industrielle hal uden følelsen af at mangle meget. Scenen var nærmest allerede pakket ned før halvdelen af publikum havde forladt bygningen, for duoen har travlt. Ikke bare på, men også uden for scenen. Og det er der efter sådan en koncert bestemt ikke noget at sige til.