Beth Orton

Det er sagt før, og nu siger Beth Orton det igen: »Keep it simple, stupid«. Efter tre albums, der etablerede Orton som kvinden, der blandede sin smukke og forblæste vokals folk-historier med triphop, har hun på sit fjerde udspil valgt at fejre 10 års jubilæum ved at strippe musikken for alle overflødigheder. Og hvis man tidligere har været i tvivl, så beviser hun nu, at hendes småhæse røst egentlig slet ikke behøver megen hjælp til at etablere den melankolske varme, der altid har gennemstrømmet et Orton-album.

Lidt hjælp har hun dog fået, blandt andet fra musikeren og produceren Jim O’Rourke (Sonic Youth og Stereolab), og måske har hans ‘fremmedhed’ hjulpet Orton med at finde den velvære og tryghed, der trods alt skal til for stadig at kunne synge »I have waited forever to love someone«.

Men det er disse lidt patetiske selvransagelser, der passer hende. Det er dem, hendes stemme virker som skabt til at formidle. Den er hæs, som én der har skreget af kæresten, der skred, og melankolsk smuk, som det uundgåelige savn der følger. Derfor virker Orton også lidt ude af sit element, når hun nærmest rocker ud på ‘Shopping Trolley’ og ‘Heart of Soul’. Du sagde det næsten selv, Beth. Hold det simpelt!