Baby Woodrose – en gammeldaws med ekstra Guf

Vil man forkæle sig selv på en varm sommerdag, er det bare at tage til den nærmeste iskiosk og købe sig en god, gammeldaws isvaffel med guf og hele svineriet. Og søreme om det ikke også lod sig gøre en råkold fredag aften, da Guf og venner i Baby Woodrose lagde Train ned i en veritabel gammeldaws rock n’ roll-fest med hele svineriet, hvor der ikke blev sparet på noget som helst.

For Baby Woodrose er om nogle håbløst gammeldags. Men de er også håbløst fede. For da først Guf ‘Lorenzo Woodrose’, fik smidt guitaren fra sig, pillet lidt ved nogle kabler, og set lidt surt på sin strejkende forstærker, der heldigvis snart rørte på sig igen, blev der sat gang i festen, som var velbesøgt af en broget tilhængerskare.

De tre hårdtarbejdende musikere, drevet frem af Mr. Duracell Bunny himself, Rocco Woodrose spiller tight, energisk og formår at få rigtig meget ud af rigtig lidt. Et skramlet, simpelt riff bliver forvandlet til et rock n’ roll-brag og det er imponerende, at tre mand kan lave så meget lyd. Men en af Baby Woodroses helt store forcer er melodiøsiteten i numrene, og her er bassist og backingvokal Riky Woodrose et stort aktiv. Hans klare vokal står lidt i kontrast til flere andre rock’n’roll bands, der giver fanden i andenvokaler og gerne med det resultat, at det bliver til noget halv-falsk ølkor, der bestemt også kan have sin charme. Men i Baby Woodrose-regi giver det meget mere pondus til numrene og specielt de mere klimaks-agtige passager kommer til deres ret.

Og hvorfor så ikke smide seks stjerner, når det nu var et brag af en koncert? Tjaa, der var selvfølgelig skønhedsfejl undervejs, men det trækker vel egentlig ikke ned, når Baby Woodrose nu spiller, som de gør. Men fair nok – hvis det for fremtiden bliver et bedømmende parameter, at forsangeren på bedste rock’n’roll manér bliver smidt ud fra spillestedet efter sin optræden, så smider jeg gerne en ekstra stjerne i nakken på bandet – indtil nu må man tænke sig til den.