Yellowish
Sirenernes farligt forførende sang har fået en nutidig parallel i Århus. Og andre end Odysseus vil have svært ved at modstå de lokkende toner, når Yellowish folder deres dragende univers ud.
Bandets vokale profil tegnes med kant og karakter af Laura Noszczyk og Aage Hedensted. Noszczyk’s sfæriske vokal kalder ud, og Aage Hedensted svarer tilbage. De snor sig ind og ud mellem hinanden, kastes frem og tilbage, mens guitar, bas, trommer og synthesizer skiftevis ekkoer, klimprer og bruser op imod harmonierne.
Resultatet er et personligt album med gedigen indiepop tilsat en snert af sen-80’ernes shoegazerrock. Numrene veksler støt mellem iørefaldende omkvæd, stemningsfulde vers og befriende og støjende mellemspil, men hele tiden med melankolien og melodien for øre.
Et enkelt minus kan være, at kvartetten i deres søgen efter et personligt udtryk forsømmer variationen, så de ellers glimrende sange fremstår for enslydende og derfor svære at skelne fra hinanden. Men bortset fra det er ‘So Bright’ en flot opfølger til album-debutten ‘Solid Ground’ fra 2003.