Figurines åbner Spot-festivalpladsen

Figurines, der for tiden har travlt med at indtage Amerika, er blevet hentet hjem til at åbne Spot-festivalpladsen torsdag den 1. juni. Den officielle åbning i Musikhuset Aarhus står de århusianske debutanter Lis Er Stille for, mens Figurines, sammen med de canadiske bands Elliott Brod og Holy Fuck, vil åbne selve festivalpladsen.

De canadiske bands er blevet inviteret som en slags gengældelse for forårets danske musikfremstød ved Canadian Music Week i Toronto, hvor blandt andet Figurines havde stor succes.

Elliott Brod spiller en sælsom blanding af folk, skurrende bluegrass og dyster roots, som de selv kalder for death country, mens Holy Fuck spiller elektronisk musik på gamle legetøjskeyboards, effektpedaler, bas og trommer og uden brug af laptops.

Åbningsaftenen byder også på tre europæiske cross-over koncerter kaldet Un-Pop Classik, hvor det spanske retrorock-band Sunday Drivers, den teatralske belgiske rockgruppe Venus og den færøske singer/songwriter Teitur vil optræde akkompagneret af det klassiske danske ensemble Ensemble Midt Vest.

Spot Festival løber af stabelen fra den 1.- 3. juni på en række scener i Århus.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af