Under Byen til Spot Festival

De anmelderroste århusianere i Under Byen møder op og fyrer deres altid indtrængende liveshow af på sommerens Spot Festival. Det er netop blevet offentliggjort. Deres seneste album ‘Samme Stof som Stof’ udkom i starten af marts, og siden da har bandet taget deres gennemført visuelle show med på en mindre Danmarks-turné.

Blandt de nye navne er der også interessante svenske bidrag som David & The Citizens med deres festrockede indiepop, og duoen Johnossi, der lig The White Stripes, spiller energisk rå riffrock uden bas og andre dikkedarer.

Derudover er The Royal Highness, Dúné, Laleh, Nordstrøm, Mani Spinx, Pinboys, Surfact, Hello Saferide, Whyte Seeds og Noora Noor blevet tilføjet programmet til festivalen, der finder sted på en lang række scener i Århus den 2. og 3. juni.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af