The Year Of
Trommerslager og pianist Bernhard Fleischmann er en mand med mange jern i ilden. Bosat i Wien som freelancemusiker har han arbejdet sammen med et utal af andre kunstnere samt lavet musik til blandt andet film. Under bandnavnet The Year Of har Fleischmann denne gang teamet op med nogle yderst kompetente herrer, der mestrer den lidt eksperimentelle pop-electronica til fulde. Her tæller blandt andet guitarist Martin Sievert, der har arbejdet med Elliott Sharp og Christian Fennesz samt Werner Dafeldecker, der ejer pladeselskabet Durian Records og spiller bas på denne udgivelse.
Christof Kurzmann, der omsmyger de trippede numre med sin lidt støvede og uskolede vokal, gør det i perioder fint, men har så lidt energi i sin stemme, at det flere gange bliver en for stor kontrast i de mere tempofyldte numre, mens den fjerne vokal passer bedre i de stille passager.
Bedst er bandet i det 14 minutter lange eksperimenterende nummer ‘Calling Sky’, hvor dystre beats og lyde bliver viklet ind i skiftevis støjguitar og improvisationer. Det eksperimenterende kommer dog også til udtryk i pladens syv andre numre, men det efterlader ofte lytteren med en lidt forvirret fornemmelse, for det virker som om Fleischmann og venner kun ønsker at tage det eksperimentelle til et vist niveau, hvorefter sangene dumper ned og bliver tæt på ordinære.